Indenrigsvæksten er fladet ud

For første gang i mange måneder har der samlet set været en tilbagegang i den danske indenrigsflytrafik. Året 2010 var det næstbedste for dansk indenrigsflyvning siden 1997, men noget kunne tyde på, at markedet måske er på vej til at have nået et mætningspunkt.

Året 1997 var det hidtil bedste for dansk indenrigsflyvning. Men i 1998 kom den faste forbindelse over Storebælt samt en passagerafgift på 75 kroner, der samlet set medvirkede til at sende passagererne fra flyene over i biler og tog.

Den faste forbindelse medførte samtidig lukning af indenrigsruterne fra København til Odense, Vojens (Skrydstrup) og Esbjerg.

Men igennem de senere årer der for alvor blevet skruet op for væksten i den danske indenrigsflytrafik. Konkurrencen er blevet øget med tre operatører på den største indenrigsflyrute mellem København og Aalborg, hvilket har medført et ganske betydeligt prisfald.

Prisfaldet har tiltrukket nye markedssegmenter til indenrigsflyene. Herudover har Cimber Sterling eksempelvis lavet et mere heldækkende trafikprogram på mange af ruterne, således af erhvervslivet i højere grad finder det attraktivt at benytte indenrigsfly, når der tilbydes noget, der ligner timedrift.

Det er i særdeleshed Norwegian-ruterne fra København til henholdsvis Aalborg og Karup, der har skubbet væksten i gang, men andre ruter er også fulgt efter.

Marts måned 2011 er den første måned i meget lang tid, hvor der ikke er samlet vækst i indenrigstrafikken, hvorfor noget kunne tyde på, at indenrigsflytrafikken har nået et mætningspunkt.

Fremgang i Sønderborg og Aarhus

Bedst er det gået for Sønderborg Lufthavn, der kunne præstere en vækst på 7,3 procent, mens Aarhus Lufthavn havde en ganske beskeden vækst i marts måned på 0,3 procent.

Derimod har der været tilbagegang i de resterende indenrigslufthavne på samlet 3,8 procent. Hårdest gik det ud over Billund Lufthavn, der i marts måned mistede 3.437 indenrigspassagerer i forhold til sammemåned året før. Det svarer til en nedgang på 21,2 procent og skal forklares med, at Norwegian i samme måned 2010 kortvarigt havde Norwegian som operatør på ruten mellem København og Billund, hvilket fik passagertallet til at vokse.

Rute Marts 2011 Marts 2010 Ændring i pct.
Aalborg-København 95.736 98.692 – 3,0 %
Aarhus-København 28.799 28.717 + 0,3 %
Karup-København 27.004 27.042 – 0,1 %
Billund-København 12.788 16.225 – 21,2 %
Sønderborg-København 7.935 7.394 + 7,3 %
Rønne-København i.o. i.o. i.o.

Kilde: Lufthavnenes hjemmesider

Aalborg Lufthavn´s indenrigstrafiker gået tilbage med 3 procent, hvilket repræsenter næsten 2.000 passagerer, mens Karup Lufthavn holder status quo med 27.004 passagerer i marts måned, hvilket var blot 38 færre end sidste år.

Cimber går frem – SAS og Norwegian tilbage

Cimber Sterling, derer den største danske indenrigsoperatør, har ifølge egne tal i marts måned haft en fremgang i passagertallet på indenrigsruterne på omkring 15 procent, hvilket repræsenterer ca. 12.000 passagerer.

Derimod har SAS tabt 7.000 passagerer på selskabets indenrigsruter til Aalborg og Aarhus, hvilket svarer til en nedgang på 18,2 procent. Hvis regnestykket skal gå op, har Norwegian samlet mistet op imod 10.000 passagerer på selskabets ruter til Aalborg og Karup, bl.a. fordi en tredjedel af kapciteten har været fjernet på ruten til Karup i vintermånederne.

Cimber Sterling har i dag en markedsandel på lidt mere end 50 procent på de danske indenrigsruter. Den resterende del af trafikken deles mellem SAS og Norwegian.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Cimber Sterling eller Norwegian til udviklingstendenserne i den danske indenrigsflytrafik.