- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Indtil videre flere Billund-passagerer end i rekordår

I november benyttede 220.099 rejsende Billund Lufthavn. Det er færre end for tre år siden, men til og med november har lufthavnen haft flere passagerer end i rekordåret 2019.  

I løbet af den første måned af flyselskabernes vintertrafikprogrammer har 220.099 passagerer benyttet sig af Billund Lufthavn. Antallet af rejsende i november repræsenterer en nedgang på 8,1 procent i forhold til den samme måned i 2019, hvor lufthavnen betjente 239.578 rejsende.

2019 endte med, at Billund Lufthavn satte rekord med i alt 3.718.875 passagerer, men kigger man isoleret på antallet af rejsende i årets første 11 måneder, er lufthavnen i år en smule foran rekordåret.

I perioden fra januar til og med november er 3.496.305 rejsende i år gået igennem terminalen, mens det tal var 3.493.015 i samme periode for tre år siden. Ifølge lufthavnens PR-chef Mads Bisp Agersnap skyldes det især det rygstød, som lufthavnen fik i løbet af sommeren.

“Det er jo helt fantastisk, og det skyldes den sommer, vi er kommet ud af, hvor vi har slået absolut rekord.”

Optimistiske trods stigende priser
Billund Lufthavn tilskriver selv nedgangen i trafikken i forhold til den samme periode i 2019 til, at nogle af de flyselskaber, der benytter lufthavnen, har lagt flere ruter i dvale henover vinteren. Det forklarer Jan Hessellund, der er administrerende direktør i Billund Lufthavn.

”Vi var blevet varslet af blandt andet Wizz Air, at de ville sætte flere ruter på vinterpause, end de normalt gør. Så nedgangen var forventet på rutetrafikken. Chartertrafikken holder samme niveau som i 2019, og det fortæller lidt om vestdanskernes rejselyst.”

”Vi er optimistiske i forhold til, at rejsebehovet er noget af det sidste, vestdanskerne vil spare på lige nu, fordi vi har været tvunget til at blive derhjemme alt for længe.”

Ud af det samlede antal rejsende i november måned i år tegner den kommercielle flytrafik sig for 219.620 passagerer, hvoraf de 110.793 ankom til lufthavnen, 105.505 rejste fra lufthavnen og de resterende 3.322 rejsende var transferpassagerer. Resten af passagererne var 469 fra general aviation og 10 fra lokal trafik.

Færre værnemidler medvirker til nedgang i fragt
I luftfragtcenteret har der også været travlt i årets 11. måned, men dog ikke så travlt som for et år siden. I år har medarbejderne håndteret 6.375 ton gods, mens det tal var 7.076 ton i samme måned sidste år, og der altså sket et fald på 9,9 procent.

Billund Lufthavn oplyser, at det skyldes en afmatning i markedet, der hænger sammen med de stigende priser på varer og energi, ligesom der ikke længere transporteres værnemidler i samme omfang som for et år siden.

”Vi fastholder et optimistisk syn på luftfarten til og fra Billund Lufthavn, fordi det går godt. En lille nedgang i november – og måske også i december – kan ikke ændre på, at vi mod alles forventning er kommet ud af sommeren 2022 med ny tårnhøj rekord. Og med Austrian Airlines i porteføljen og forventeligt flere ugentlige afgange fra de store netværksselskaber ser vi ind i en fremtid med endnu mere netværkstrafik,” fortæller lufthavnsdirektør Jan Hessellund.


Relaterede artikler:

Over 2,8 millioner passagerer fra april til oktober

Billund Lufthavn rammer 2019-niveau for hele året

Udenlandske turister bag august-vækst i Billund