SAS Airbus A340-300.

Ingen langrute-ekspansion hos SAS

SAS udvider sine langruteflåde til 12 fly, men der er ikke planer om en større ekspansion. Det fastslår koncerndriftsdirektør Flemming Jensen, der ikke nødvendigvis ser samarbejde med andre selskaber som en god idé.

Som CHECK-IN.dk skrev den 21. december 2012, så vil SAS’ nuværende 11 langdistancefly få selskab af et 12. fly, som SAS har besluttet at lease ind fra 1. juni. Flyet bliver et Airbus A340-300 fly magen til dem, som SAS i forvejen har syv af. De fire øvrige langdistancefly er Airbus A330-300.

Oprindeligt var meldingen, at flyet kun skulle agere vikarfly i sommersæsonen. Men i et interview med CHECK-IN.dk fortæller koncerndriftsdirektør Flemming Jensen fra SAS, at flyet er leaset i en periode på flere år.

”Sidste sommer havde vi en dårlig regularitet på vores langrute. Vi var ramt af en lang række uheldige omstændigheder. Samtidig vil vi gerne have indbygget lidt mere fleksibilitet og robusthed i vores langruteflåde. Desuden har vi nogle fly, som vi gerne vil have malet og opgraderet. Vi har leaset flyet over en årrække, så der er ikke bare tale om et sommerfly,” fastslår Flemming Jensen.

Ankomsten af det nye fly betyder ikke nye SAS-ruter, ligesom det heller ikke ligger i kortene, at langdistanceflåden skal være så meget større.

”Det kan godt være at vores flåde kan vokse en lille smule, men vi kommer ikke op på 20 langdistancefly,” siger Flemmi ng Jensen.

Ikke i vores interesse
Brancheanalytikere siger ofte, at SAS’ langruteflåde er for lille til at kunne få en rentabel operation ud af det. Til sammenligning har Finnair 15 langdistancefly. Men i Flemming Jensens verden er der simpelthen ikke arbejde nok til at beskæftige 15 – 20 langdistancefly med base i Skandinavien.

”Det skandinaviske marked giver en begrænsning. Den geografiske placering giver os nogle muligheder og den giver os nogle begrænsninger. Skandinavien ligger vældigt godt til i forhold til den nordlige halvkugle. Skandinavien ligger rigtig dårligt til i forhold til Sydamerika og Afrika, for der er ikke passagergrundlag fra Skandinavien til at flyve dertil, og det er svært at trække kunder fra Europa nordpå for at flyve dem sydpå,” forklarer Flemming Jensen og fortsætter:

”Vi ser en positiv udvikling i det nordamerikanske marked, som vi selvfølgelig forfølger,” siger Flemming Jensen, og peger på, at SAS den 8. april åbner en ny rute mellem København og San Francisco.

At styrke sit trafikknudepunkt i Københavns Lufthavn ved at få andre Star Alliance-selskaber til at åbne interkontinentale ruter, er ikke en idé, der møder ubetinget opbakning hos Flemming Jensen og SAS.

”Det er ikke nødvendigvis i vores interesse, at der kommer samarbejdspartnere ind og begynder at flyve til København. Det kan det være på nogle destinationer. Men på andre er det ikke relevant for os, at der er andre, der flyver hertil,” påpeger Flemming Jensen.

Helt andet produkt
Fra slutningen af maj får SAS konkurrence på trafikken mellem Skandinavien og Nordamerika, når Norwegian starter med at flyve fra Oslo og Stockholm til New York.

Den konkurrence tager Flemming Jensen med sindsro. SAS har et godt produkt, som Norwegian ikke kan matche.

”Vi har et helt andet produkt end det point-to-point produkt, som lavprisselskaberne kan tilbyde. Vi har en stor business class, Eurobonus-program og en masse andre ting, som gør, at vi mener, at vi har et stærkt produkt med solide netværk i begge ender. Alle de steder i verden, som vi flyver til, har vi en stærk partner i den anden ende,” pointerer Flemming Jensen.

En ud af flere parametre
Rejser man med Norwegian kan man ikke flyve videre med en partner. Norwegians flyvninger skal efter planen gennemføres med helt nye Boeing 787 Dreamliner-fly, der bruger langt mindre brændstof end tilsvarende fly. Og det er ifølge Norwegians topchef, Bjørn Kjos, det, der gør Norwegian i stand til at tilbyde lave priser på sine kommende langruter.

SAS minder om, at brændstof kun er én udgiftspost ud af flere.

”Jeg ved godt, at Dreamlineren bruger mindre brændstof. Det gør den selvfølgelig også. Men det er kun én af flere omkostningsparametre. Der er også leasingudgifter og meget andet. Så det er ikke sådan, at enhedsomkostningerne på en Dreamliner i forhold til vores Airbus A330 er dramatisk anderledes,” mener Flemming Jensen.

Læs også:

SAS opruster med ekstra langdistancefly