Ingen tvivl om rejselyst hos Apollo

Der har i de seneste dage været tvivl om rejselysten hos danskerne. To forskellige undersøgelser viste, at danskerne på den ene side regner med at bruge færre penge på ferien i år, samtidig med, at vi samlet set vil rejse mere. Rejseselskabet Apollo kan dog vise gode salgstal for sommeren.

I en undersøgelse,foretaget for Nordea, viser det sig, at danskerne planlægger at skære 11 % af feriebudgettet i år. Men i en anden undersøgelse lavet for TV2 News viser det sig, at danskerne vil rejse mere denne sommer end de gjorde sidste år.

Hos Apollo, som tegner sig for knapt hver sjette solgte rejse fra Danmark, har man ikke problemer med at afsætte sydens sol til danskerne.

”Set fra et salgsperspektiv bliver denne sommer særdeles udmærket. Vi nærmer os salgsniveauet for 2008, som var Apollos hidtidige rekordår. Det gælder antal af passagerer solgt på et givent tidspunkt. En del af målsætningen for et rejseselskab er at afsætte rejserne i så god tid inden afrejse som muligt, og målet er til fulde nået for 2010”, fortæller Apollos PR-manager Rikke Koks Andreassen.

På nuværende tidspunkt har Apollo kun cirka 3.000 rejser tilbage i skolernes sommerferie, og otte ud af ti rejser i juli måned er solgt.

”Vi kan faktisk være bekymrede for, om vi har kapacitet nok, som vi nærmer os den 1. juli. Set i forhold til sidste år, er situationen diametralt modsat. I 2009 måtte vi på grund af finanskrisen skære 10 % i kapaciteten ”, siger Rikke Koks Andreassen.

Hos Apollo mener man ikke at kunne mærke tendens til, at kunderne skulle ønske at bruge færre penge på ferien. Det virker som om, at de køber kompromisløst.

”Vil de af sted i to uger, gør de det, selvom det naturligvis er dyrere for en familie på fire personer. Og vil de have et hotel på stranden, går de målrettet efter det.” fortæller Rikke Koks Andreassen.

Tyrkiet og Tunesien er årets helt store overraskelser for Apollo i år. Salget til begge destinationer er gået forrygende. Årsagen kan findes i, at prisniveauet er lavt i de to lande.