Irske luftfartsmyndigheder svarer igen

Meget usædvanligt svarer de irske luftfartsmyndigheder nu igen på mistænkeliggørelsen af deres kontrol med luftfartsselskaber.

De irske myndigheder er trætte af, at Irland i skandinaviske medier i den senere tid er blevet udstillet som den rene bananrepublik hvad angår flysikkerhed. Derfor har de irske luftfartsmyndigheder taget det usædvanlige skridt at sende en pressemeddelelse direkte til skandinaviske medier.

I pressemeddelelsen gennemgår irerne systematisk, hvordan de har et af de bedste systemer til kontrol af flysikkerhed i Europa.

Stik modsat
Det er Norwegians ansøgning om en irsk driftstilladelse til sin langruteoperation, der har sat fokus på de irske luftfartsmyndigheders arbejde. I den forbindelse er det flere gange blevet antydet, at irerne tager lettere på flysikkerheden og kontrollerer luftfartsselskaberne mindre grundigt, end det er tilfældet i Norge.

Men i virkeligheden er billedet det stik modsatte, understreger de irske luftfartsmyndigheder og fremhæver flere internationale benchmark-undersøgelser.

”I 2011 blev Irland rangeret blandt de bedste i verden inden for tilsyn med civil luftfartssikkerhed efter en intensiv international revision, som FN’s luftfartsorganisation ICAO gennemførte i løbet af 2010,” skriver de irske myndigheder.

Irland nummer et
I 2013 rangerede Eurocontrol Irland som nummer et i sin vurdering af effektiviteten af 29 europæiske landes sikkerhedstilsyn. Iralnd scorede 85 ud af 100 point, mens de danske, norske og svenske myndigheder kun scorede henholdsvis 45, 48 og 52 point.

Irerne påpeger også, at de gennem mange år har ført tilsyn med Europas største lavprisselskab, Ryanair, og dets omkring 300 fly. Desuden har irerne erfaring med tilsyn med blandt andet Aer Lingus’ langdistancefly og fly på irsk register baseret i lande som Spanien, England, Colombia og Mexico.

Foto: SteuveFE / Wikimedia Commons