IT-problemer for Ryanair og Norwegian

Problemer med bookingsystemer blokerer for at Ryanair kan feede passagerer ind til Norwegians langruter, sådan som selskaberne har drømt om i mere end et år.

For mere end et år siden fortalte Norwegians topchef, Bjørn Kjos, til nyhedsbureauet Bloomberg, at en aftale om et opsigtsvækkende samarbejde var tæt på at falde på plads. Aftalen ville gå ud på, at Europas største lavprisselskab, Ryanair, skulle feede passagerer ind til Norwegians langdistanceruter fra Europa til USA og Asien.

At man var tæt på en aftale er sidenhen flere gange blevet gentaget af både Kjos og Ryanairs topchef, Michael O’Leary. Indtil videre er der dog ikke indgået en aftale og et samarbejde sat på skinner.

På et højere niveau
At samarbejdet ikke er blevet til noget, er der en rimelig lavpraktisk forklaring på.

”Vi arbejder stadig på sagen. Men vi har visse it-problemer, da Norwegian er på et højere niveau i de internationale GDS’ere (bookingsystemer, red.) end vi er,” sagde Michael O’Leary i sidste uge til CHECK-IN.dk.

På spørgsmålet om hvornår han regner med, at en aftale er på plads, kom lavprisbossen med et meget direkte svar.

”Hvem f….. ved det? Det kan være uger, måneder, år eller årtier, når det kommer til IT,” pointerede Michael O’Leary.

Norwegian flyver i dag langdistanceruter fra fem europæiske lufthavne. Det er Oslo Gardermoen, Stockholm Arlanda, London Gatwick, Bergen og København. Københavns Lufthavn er den eneste af Norwegians fem europæiske langrute-lufthavne, som Ryanair flyver til i dag. Københavns Lufthavn kan derfor meget vel være det første sted, at det nye samarbejde udmøntes i praksis – hvis det en dag bliver en realitet.

Vil gerne hjælpe
Ryanair har flere gange afvist selv at prøve kræfter med langdistanceflyvninger med den begrundelse, at man ikke kan skaffe de rigtige fly.

”Det bliver i hvert fald ikke inden for de næste fire til fem år. For på nuværende tidspunkt kan vi ikke finde en flåde af langdistancefly med lave driftsomkostninger,” forklarede Michael O’Leary i september sidste år til CHECK-IN.dk.

Men det skal tilsyneladende ikke afholde selskabet fra at hjælpe dem, som rent faktisk prøver.

”Vi ville meget gerne hjælpe Norwegian i blandt andet London Gatwick og Barcelona,” siger Michael O’Leary med henvisning til Norwegians succesfulde britiske langdistancebase og den kommende base i Spanien.

Det irske lavprisselskab har tidligere rakt en hånd ud mod British Airways og luftet tanker om, at Ryanair feedede passagerer ind til netværksselskabets langdistanceruter.

 

Relaterede artikler:

Norwegian og Ryanair tæt på feeder-aftale

Ryanair flirter med flere på samme tid

Her er Norwegians kommende A321-ruter

Ryanair: Ingen langdistanceplaner de næste fem år