ITA Airways bliver en del af Star Alliance i 2026. (Grafik: Star Alliance)

ITA får grønt lys til optagelse i Star Alliance

ITA Airways er blevet godkendt til at blive en del af Star Alliance. Det italienske flyselskab, der har Lufthansa-gruppen som storaktionær, ventes at blive medlem i begyndelsen af 2026.

Star Alliance er klar til at tage imod ITA Airways som medlem. Alliancens chefgruppe har godkendt, at det italienske flyselskab kan starte processen med at blive integreret i sammenslutningen.

Det er ikke mindst Lufthansas opkøb af 41 procent af aktierne i ITA Airways, som har banet vej for den længe ventede indtræden i Star Alliance, der er verdens største.

”I begyndelsen af ​​2026 forventes ITA Airways officielt at tilslutte sig Star Alliance-netværket som et fuldgyldigt medlem. Beslutningen truffet af vores Chief Executive Board, og det understreger den stærke tillid, vores medlemmer har til ITA Airways. ITA Airways vil styrke vores globale netværk,” siger Theo Panagiotoulias, administrerende direktør i Star Alliance.

ITA Airways vil tilføje 360 ​​daglige flyvninger til Stat Alliances netværk, og det styrker alliancens fodaftryk i den europæiske region. Den største vækst vil komme fra ITA Airways hjembyer, især Rom og Milano, som i øjeblikket betjenes af 16 Star Alliance-medlemmer tilsammen.

ITA Airways – og herunder daværende Alitalia – er mangeårigt medlem af Sky Team alliancen, som selskabet gradvis forlader i løbet af foråret.

En væsentlig milepæl
Joerg Eberhart, der er administrerende direktør for ITA Airways, siger i en kommentar:

“Vi er glade for at slutte os til Star Alliance-netværket og bringe ITA Airways mange fortræffeligheder ind i alliancen. Det er en væsentlig milepæl i ITA Airways’ vækst, og vi ser frem til at tilbyde vores kunder de fremtidige fordele fra verdens største luftfartsnetværk.”

Netop integrationen med Lufthansa har bidraget til godkendelsen af ITA Airways, og den tyske luftfartskoncern har nu fem medlemmer af Star Alliance. Udover Lufthansa og ITA Airways er det Swiss, Austrian Airlines og Brussels Airlines.

”Jeg er stolt af, at ITA Airways bliver det femte netværksflyselskab i Lufthansa gruppen, der tilslutter sig Star Alliance. Som mentor for medlemskabsprocessen vil vi gøre vores yderste for at sikre en smidig og hurtig integration,” siger Chi Vrack, kommerciel chef i Lufthansa-koncernen.

Lang godkendelsesproces
Med Lufthansas køb af aktieposten er ITA Airways blevet en del af Lufthansa-gruppen. Den italienske stat ejer indtil videre 59 procent af aktierne.

Lufthansa og den italienske stat blev i foråret 2023 enige om, at Lufthansa kunne overtage 41 procent af aktierne. Efter en længere godkendelsesproces blev handlen gennemført i januar i år. Lufthansa-gruppen har option på at overtage yderligere 49 procent af aktierne mellem 2025 og 2029. De resterende 10 procent kan overtages efter 2029.

Star Alliance blev etableret i 1997, som den første globale luftfartsalliance. Star Alliance har 23 medlemmer på globalt plan. Samlet set tilbyder alliancens medlemmer i øjeblikket 17.500 daglige flyvninger til over 1.150 lufthavne i 189 lande.

 

Relaterede artikler:

Codesharing mellem ITA Airways og Lufthansa på plads

Grønt lys: Lufthansa kan overtage ITA Airways

Sådan skal ITA Airways integreres hos Lufthansa