Italiensk akuthjælp til Norwegian

Et italiensk fly på irsk register i Turkish Airlines-bemaling blev med kort varsel tilkaldt som hjælp til Norwegians langdistanceoperation.

Norwegian har været nødsaget til med kort varsel at leje et Airbus A330-fly fra italienske Meridiana ind for at betjene nordmændenes langdistancerute fra Stockholm til Bangkok tirsdag.

Således ankom det italienske fly mandag aften til Stockholm og tirsdag klokken 15:10 lettede det fra Arlanda lufthavnen med kurs mod Bangkok.

Det var en mere end 16 timer lang forsinkelse for et af Norwegians tre Dreamliner-fly på en flyvning fra New York til Oslo, der skabte problemer ned gennem systemet og gjorde det nødvendigt at tilkalde akut hjælp fra Italien.

Airbus-flyet er dog indregistreret i Irland og malet i Turkish Airlines’ farver. Det skyldes at Meridiana tidligere i år har haft flyet udlejet til tyrkerne.

Kan hurtigt forplante sig
Assistancen fra Meridiana kommer kun få uger efter at Norwegian var nødt til at tilkalde hjælp fra portugisiske HiFly for at gennemføre en lignende flyvning til Bangkok.

Som CHECK-IN.dk har beskrevet tidligere, så har Norwegian i øjeblikket kun tre Boeing 787 Dreamliner-fly som selskabet udnytter intensivt på et net af ruter fra Oslo, Stockholm og København til USA og Asien. Så en forsinkelse ét sted kan hurtigt forplante sig gennem systemet og ramme en helt anden rute.

Norwegian udnytter i gennemsnit sin langdistanceflåde 18 timer i døgnet. SAS, der er kendt i branchen for at være gode til at udnytte flyene effektivt, holder i gennemsnit deres langdistanceflåde i luften i omkring 16 timer i døgnet.