Jesús Nuño de la Rosa, afgående direktør hos Air Europa. (Foto: Air Europa | PR)

Jesus er færdig i Air Europa

Det spanske flyselskab Air Europa vinker farvel til sin administrerende direktør. Det sker kort tid efter, at Turkish Airlines er blevet storaktionær i selskabet.

Den administrerende direktør for Air Europa, Jesus Nuno de la Rosa, fratræder sin stilling efter lidt over tre år i spidsen for det spanske flyselskab.

Ifølge en meddelelse fra Air Europa har Nuno de la Rosa indgået en fratrædelsesaftale med flyselskabets formand “i en atmosfære af venskab og den største imødekommenhed”.

Jesus Nuno de la Rosa tiltrådte posten i Air Europa i 2022, efter at selskabet havde modtaget en kapitalindsprøjtning på 475 millioner euro (3,5 milliarder kroner) fra den statslige spanske industrifond SEPI i form af et lån. Air Europa tilbagebetalte det fulde lånebeløb for to uger siden, hvilket var et år før planlagt.

Turkish Airlines bliver medejer
Den administrerende direktørs fratrædelse skal ses i lyset af ændrede ejerforhold i Air Europa. I slutningen af august blev det offentliggjort, at Turkish Airlines køber en større minoritetspost i det spanske flyselskab.

Der er tale om en investering på 300 millioner euro (godt 2,2 milliarder kroner) via et lån, der kan konverteres til aktier. Beløbet svarer til omkring 26 procent af selskabets kapital.

Den spanske turismekoncern Globalia vil fortsat at være hovedaktionær i selskabet med en ejerandel på over 50 procent, mens luftfartskoncernen IAG bevarer sin nuværende ejerandel på 20 procent. IAG-koncernen ejer også de spanske flyselskaber Iberia, Vueling og Level.

Flere luftfartskoncerner har de seneste år bejlet til Air Europa – heriblandt Air France-KLM, Lufthansa Gruppen og IAG – men de har alle trukket sig igen.

12 millioner passagerer sidste år
Air Europa blev grundlagt i 1986 og har i dag cirka 4.000 ansatte. Selskabets flåden består af 55 Boeing-fly fordelt på Boeing 737-800 og 737 MAX samt to varianter af Boeing 787 Dreamliner.

Det spanske selskab havde i 2024 over 12 millioner passagerer, hvilket var otte procent flere end året før. Det er Spaniens tredjestørste flyselskab efter Iberia og Vueling.

Air Europas hovedlufthavn er Madrids Barajas-lufthavn, mens selskabet har baser i Palma de Mallorca og Tenerife North. Air Europe flyver til en lang række destinationer i Europa og har herudover langdistanceruter til både Nord- og Sydamerika samt Mellemøsten.

 

Relaterede artikler:

Turkish Airlines: Vil ikke øge ejerandel i Air Europa

Officielt: Bud fra Turkish Airlines er accepteret

Efter milliardlån: Salg af Air Europa er afblæst