Jet Time masseansætter til sommertravlhed

Med ansættelsen af omkring 80 piloter og stewardesser samt en udvidelse af flyflåden gør Jet Time klar til en travl sommer.

Det danske flyselskab Jet Time flyver ikke traditionel ruteflyvning, hvor de selv sælger billetter. I stedet sælger selskabet ”hele fly” til eksempelvis charterrejsearrangører. Og i den branche er højsæsonen på omkring 8 – 10 fra midten af juni til midten af august.

Derfor er selskabet i fuld gang med at gøre sig klar. Det indebærer blandt andet ansættelsen af 60 – 70 stewardesser og stewarder samt 17 – 18 piloter.

”Der er tale om sæsonarbejdere. Men fordi vi de andre år er vokset så meget, så er mange af dem blevet i selskabet efter at sommersæsonen er afsluttet,” forklarer Jet Time’s direktør, Klaus Ren, til CHECK-IN.dk.

Han peger på, at Jet Time fra vinterfartplanens start i slutningen af oktober begynder at operere de første to ATR 72-600 turboprop-maskiner for SAS. Og det er ikke usandsynligt, at det kan skabe beskæftigelse til nogle af sommervikarerne på Jet Times nuværende flåde af Boeing 737-fly. Fra sommerfartplanen 2014 er det planen, at Jet Time skal operere yderligere 2 – 6 ATR 72-fly for SAS.

Flyve så meget som muligt
Det er dog ikke kun i selskabets personaleafdeling, at der er travlhed. Også i hangarerne knokles der.

”Mekanikerne har haft travlt med at gøre flyene krav, så der ikke pludselig kommer et kalenderplanlagt eftersyn, som gør, at vi må tage et fly ud. I den periode skal de bare flyve så meget som muligt,” understreger Klaus Ren.

Det er ikke kun på personalesiden, at der udvides i anledning af den nært forestående højsæson. Også på flysiden hentes nye kræfter ind. Eller rettere sagt ældre. For et Boeing 737-400 fly, der egentlig var på vej til ophugning, får lov til at flyve sine sidste ture som reservefly for Jet Times andre 13 Boeing 737-fly.

”Det er et rigtig fint fly. Men det nærmere sig et rigtig dyrt hovedeftersyn. Og det er ejeren ikke interesseret i at betale. Derfor ender det snart sine dage som reservedele. Men inden da får det lige lov at arbejde en enkel sommer for os,” siger Klaus Ren.

Når sommeren går på hæld er det dog slut for flyet, der blandt andet har en fortid hos SAS.