Keflavik vinder nordisk kappestrid

Passagerfremgangen i Reykjaviks Keflavik lufthavn var i 2012 markant større end i de andre store nordiske hovedstadslufthavne. Blandt alle nordiske lufthavne havde en norsk mest fart på sidste år.

I den interne kappestrid mellem de tre store skandinaviske lufthavn; København, Oslo Gardermoen og Stockholm er København fortsat storebroderen med over 23,3 mio. passagerer. Det er mere end 1,2 mio. flere passagerer end i Gardermoen og knap 3,7 mio. flere end i Arlanda. Til gengæld kan Gardermoen med en vækst på 4,6 procent sidste år blære sig med at være den blandt de tre, som voksede mest.

De tre lufthavne må dog se sig slået af Reykjaviks Keflavik lufthavn, når man ser på væksten blandt hovedstadslufthavnene i Norden i 2012. Således gik knap 2,4 mio. passagerer gennem terminalbygningerne i vulkanøens største lufthavn. Det er en fremgang på 12,7 procent i forhold til året før.

Stadig lilleput
Keflavik er dog stadig en lilleput sammenlignet i faktiske tal med de primære lufthavne i Oslo, Stockholm og København. Således havde Københavns Lufthavn med sine over 23,3 mio. passagerer knap ti gange så mange passagerer som Keflavik. Selv Billund var med sine 2,7 mio. passagerer større end islændingene og Vestdanmarks største lufthavn kommer ind på en plads som Nordens 9. største lufthavn.

Kigger man bredt ud over alle de 40 største lufthavne i Norden, så var det den norske Sandefjord lufthavn nær Oslo, der løb med spurtpræmien. En imponerende vækst på 26,4 procent blev det til i Sandefjord, der nu kan kalde sig Nordens 17. største lufthavn med lidt over 1,7 mio. passagerer sidste år.

Aarhus Lufthavn indtager til gengæld pladsen som den nordiske lufthavn, der i 2012 oplevede den største passagertilbagegang. Hele 18 procent færre passagerer blev det til.