- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kina siger stop: Trækker Boeing ind i handelskrig

USA’s handelskrig med Kina er nu eskaleret i luftfartssektoren. De kinesiske myndigheder har angiveligt bedt flyselskaber om ikke at tage imod flere Boeing-fly.

Luftfartsindustrien er i høj grad også en del af den handelskrig, som USA’s præsident Donald Trump har startet.

I Kina har landets største flyselskaber Air China, China Eastern Airlines og China Southern Airlines umiddelbart lagt ordrer på henholdsvis 45, 53 og 81 fly fra Boeing, som skal leveres mellem 2025 og 2027. Men nu skal det være slut med nye fly fra USA.

Således har den kinesiske stat bedt kinesiske flyselskaber om at stoppe yderligere leverancer af fly fra Boeing samt køb af luftfartsrelateret udstyr og dele fra USA. Det skriver Reuters, som dog ikke har kunnet verificere informationen.

Ordren kommer som følge af, at USA har indført en skyhøj told på kinesiske varer på hele 145 procent, hvortil Kina har svaret igen med end told på 125 procent på amerikanske varer.

Kan blive svært for Kina
To luftfartsanalytikere fortæller til Reuters, at de ikke personligt er blevet gjort opmærksomme på et kinesisk forbud på amerikanske flydele.

Fra dem lyder det dog, at et stop for leverancer til Kina ikke vil have den store betydning for Boeing, som kan sælge flyene til andre flyselskaber, samtidig med, at Airbus ikke har kapacitet til at overtage ordrene fra Kina.

Et stop for amerikanske fly og dele vil også være noget lettere sagt end gjort. For Kina har brug for amerikanske dele til at vedligeholde landets eksisterende flåde af fly. Det inkluderer også Kinas hjemmeproducerede fly Comac C919.

”Hvis Kina stopper med at købe amerikanske flykomponenter, stopper eller dør C919-programmet,” skriver Rob Epstein, analytiker hos Bank of America, ifølge Reuters til bankens kunder.

Boeing kæmper
Selvom amerikanske analytikere ikke umiddelbart lader sig skræmme af Kinas tiltag mod den amerikanske flyindustri, rammer det dog et Boeing, som i forvejen er hårdt prøvet.

Da to Boeing 737 MAX-fly styrtede ned i 2018 og 2019 og dræbte næsten 350 mennesker, var Kina et af de første lande til at forbyde flytypen at gå på vingerne, og de fleste kinesiske ordrer på MAX’en blev droppet.

Derudover har Boeing i fjor også været plaget af en 53 dage lang strejke samt skærpet tilsyn fra de amerikanske myndigheder, efter et dørpanel blæste ud på en Boeing 737 MAX 9 fra Alaska Airlines. Derudover har der også været problemer med flyproducentens forsyningskæde.

Efter hændelsen med dørpanelet hos Alaska Airlines tabte Boeing som virksomhed mere end en tredjedel af sin værdi. Boeing har ikke ønsket at kommentere på importforbuddet fra de kinesiske myndigheder.

 

Relaterede artikler:

Boeing leverer igen 737 MAX-fly til Kina

Interessen for Kina-ruter er blevet svækket

20 procent af nye fly på verdensplan skal til Kina