Foto: Spies

Klassiske rejsemål under pres

De klassiske rejsemål som Mallorca, Rhodos, Gran Canaria og Tenerife er stadig de mest efterspurgte blandt danskerne. Men Tyrkiet og Egypten presser sig kraftigt på, viser en opgørelse fra rejsearrangøren Spies.

Danskernes foretrukne rejsemål er under forandring i disse år. Tidligere var Mallorca ubestridt den største salgssucces for charterbureauerne i sommersæsonen, men De Kanariske Øer hittede om vinteren.

Men rejsevanerne er under forandring. Mallorca er hos Danmarks største rejsearrangør Spies stadig den største destination om sommeren. Omkring 25 % af alle gæster vælger den klassiske spanske ferie-ø som rejsemål.

Tilsvarende er Gran Canaria og de andre Kanariske Øer en sikker nr. 1 i vintersæsonen med 60 % af alle charterrejser. Det fremgår af en opgørelse fra Spies.

Men nye destinationervinder med rekordfart markedsandele, hvilket på sigt kan sætte de klassiske destinationer under pres.

“Opkomlingen om sommeren er Tyrkiet med en fremgang på 80 % i forhold til 2009, mens Egypten er ”raketten” den kommende vinter, hvor vi åbner et nyt Sunwing Resort med eget vandland i Makadi,“ fortæller direktør i Spies, Jan Vendelbo.

Spies har udarbejdet en TOP10-liste over de mest populære rejsemål i sommeren 2010 og i den kommende vintersæson 2010/11. Alle markeret med “op“ er i fremgang, mens listens destinationer med “ned“ oplever tilbagegang.

Sommer:

1. Mallorca (op)
2. Tyrkiet (op)
3. Rhodos
4. Vestkreta (ned)
5. Gran Canaria
6. Cypern
7. Tenerife
8. Bulgarien
9. Kos/Kalymnos
10. Østkreta (ned)

Vinter:

1. Gran Canaria
2. Tenerife
3. Hurghada (op)
4. Thailand
5. Madeira
6. Fuerteventura (ned)
7. Sharm el-Sheikh (nyt rejsemål)
8. Marokko
9. Sri Lanka (nyt rejsemål)
10. Cancun/Mexico (nyt rejsemål)

Tyrkiet og Egypten nyder stor popularitet hos danskerne, idet der er solsikkert og varmt i begge lande, ligesom prisniveauet er lavt og kvaliteten af de nyere hoteller er særdeles højt med de populære all-inclusive koncepter som en integreret del.

Foto: Solskin kan man altid finde… i hvert fald på Mallorca, som er gæsternes sommerfavorit hos Spies.