- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM-piloter bøjer sig for presset

Den hollandske pilotfagforening VNV har alligevel accepteret kravet om en fastfrysning af lønningerne frem til 2025. Dermed er der banet vej for hjælpepakke til KLM på 25 milliarder kroner.

KLM er som andre flyselskaber hårdt presset af coronakrisen, og det er derfor afgørende for selskabet at få adgang til den hjælpepakke, som den hollandske regering har stillet flyselskabet i udsigt.

KLM har fået lovning på 3,4 milliarder euro, svarende til 25,3 milliarder kroner, i statslige lån og lånegarantier. En af betingelserne for redningspakken er, at KLM-medarbejderne skal acceptere, at deres løn bliver fastfrosset helt frem til 2025, hvor låneperioden løber til.

Den betingelse accepterede fem ud af otte fagforeninger allerede i lørdags sammen med de øvrige betingelser i hjælpepakken. KLM’s piloternes fagforening VNV afviste imidlertid kravet om at fastfryse lønnen helt til 2025, og dermed blev der sået tvivl om, hvorvidt det ville lykkes KLM at få hjælpepakken i hus.

Har underskrevet klausul
Nu har piloterne imidlertid bøjet sig, og VNV har accepteret regeringens betingelser for hjælpepakken og underskrevet den såkaldte forpligtelsesklausul. Det meddeler KLM i en pressemeddelelse.

Samtidig har også fagforeningerne FNV Cabine og FNV Luchtvaart, som repræsenterer henholdsvis kabinepersonale og jordpersonale, accepteret aftalen, og dermed sluttet sig til fagforeningerne CNV, De Unie, NVLT, VNC og VKP, som allerede havde godkendt betingelserne.

KLM og den hollandske regering har således fået grønt lys fra alle de otte fagforeninger, som organiserer medarbejdere i flyselskabet, og dermed mangler der kun den hollandske finansministers formelle godkendelse af, at flyselskabet lever op til kravene.

Skadeligt for omdømmet
”De sidste par dage har været utroligt anspændte for alle. Virksomheden har været under enormt pres, dets omdømme er blevet skadet, og der har været internt splid. I sidste ende kom KLM og fagforeningerne dog igennem det sammen, og det er det, som det i virkeligheden handler om,” siger KLM’s koncernchef Pieter Elbers.

”Vi kan nu se fremad og udad, genopbygge vores rutenetværk for vores kunder og fortsætte med at forbinde verden med og via Holland,” siger koncernchefen, som også takker den hollandske regering for støtten.

 

Relaterede artikler:

KLM-piloter blokerer for redningspakke

KLM: Dybeste krise siden Anden Verdenskrig

KLM klar med restruktureringsplan