Københavns Lufthavn ønsker at tilbyde en mindre hektisk oplevelse for passagerer. Derfor har man fjernet det meste af den støj, som kommer fra højtaleranlægget.
Måske har passagererne opdaget det. Måske har de ikke lagt mærke til, at én ting stort set er forsvundet fra Københavns Lufthavn. Men uanset hvad, er turen igennem lufthavnen blevet mindre stressende.
Lufthavnen har nemlig fjernet de fleste højttalerudkald i terminalerne – et tiltag, der skal mindske stress og skabe en mere afslappet rejseoplevelse for de millioner af passagerer, der passerer gennem lufthavnen, oplyser Københavns Lufthavn i en pressemeddelelse.
Det betyder, at boardingbeskeder og sidste udkald denne sommer ikke længere er en konstant lydkulisse.
Mange er forstyrret af højtalere
Københavns Lufthavn har fået foretaget en YouGov-undersøgelse, og den viser, at 20 procent af de danske rejsende, som bevæger sig igennem lufthavnen, føler sig forstyrrede af strømmen af informationer, som kommer fra højtalerne.
I stedet vil informationen være tilgængelig via skærme og på de rejsendes egne enheder, fortæller Susanne Rose Plum, direktør for passageroplevelsen i Københavns Lufthavn.
“Vi ønsker at skabe en roligere og mere behagelig atmosfære for vores gæster – særligt i en tid, hvor mange forbinder sommeren med afslapning og ferie. Ved at fjerne de fleste højttalerudmeldinger giver vi plads til fordybelse, samvær og mindre stress under rejsen,” siger hun.
Digitalisering skal skabe ro
Det nye tiltag er en del af Københavns Lufthavns strategi om at skabe en mere harmonisk og digital passagerrejse, lyder det fra lufthavnen.
Med realtidsopdateringer via lufthavnens app og informationsskærme i terminalerne bliver de nødvendige beskeder således stadig tilgængelige – men uden at forstyrre lydbilledet.
“For mange rejsende er oplevelsen i lufthavnen den første eller sidste del af ferien. Derfor har vi et særligt ansvar for at sikre, at rammerne er så rolige, inspirerende og indbydende som muligt, selvom det kan være en hektisk oplevelse,” tilføjer Susanne Rose Plum.
Initiativet kommer i forlængelse af lufthavnens ambition om at være mere end blot et transportknudepunkt, oplyser Københavns Lufthavn.
Med nye gastronomiske oplevelser og shoppingmuligheder ønsker lufthavnen således også at være en destination i sig selv.
“Vi vil være den mest inspirerende lufthavn i verden. Det handler om hele oplevelsen, hvor fokus er på at mindske stress og skabe en god oplevelse ved at sætte passagerernes behov i centrum. Blandt andet ved at fjerne forstyrrende elementer og skabe let tilgængelig kommunikation digitalt gennem vores app,” afslutter Susanne Rose Plum.
Relaterede artikler:
Ny China Eastern-rute fik debut i København