Kom nu her, vi tar til Bar-ar-celona

København og Øresundsregionen skal være mere kendte i udlandet. Kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen fra Københavns Lufthavne (CPH) mener, at Barcelona kan vise vejen til at få København højere op på listen over attraktive europæiske destinationer.

Byen Barcelona og den tilhørende Aeropuerto de Barcelona har gennemgået en kolossal udvikling gennem de seneste 10 – 15 år. Således er lufthavnen i Barcelona vokset til en position som den 9. største i Europa med London-Gatwick og München lige foran sig.

Et unikt og målrettet arbejde med international markedsføring har båret frugt. For hvem kender ikke Barcelona i dag. Således også det danske rockband Nephew, der i sangen “Mexico ligger i Spanien“ blandt synger:

“Kom nu her, vi tar til Bar-ar-celona
Bar-bar-bar-ar-celona
Vi tar til Bar-ar-celona
Bar-bar-bar-ar-celona

Hvis du går med mig (Vi tar til Bar)
Læser jeg din færden (Bar-celona)“

Og der er mange, der gerne vil lære af den færden, som Nephew omtaler. En af dem er kommunikationsdirektør Henrik Peter Jørgensen fra Københavns Lufthavne (CPH). I seneste udgave af lufthavnens nyhedsbrev CPH Perspective fortæller han, at Barcelona stort set var ukendt for danskerne for blot 20 år siden.Men bl.a. i forbindelse med afholdelse af OL i 1992 har man udbygget infrastrukturen og styrket markedsføringen af byen og regionen.

“Barcelona har virkelig formået at etablere sig selv som europæisk rejsemål. Barcelona kan helt sikkert lære os en masse om, hvordan vi kan markedsføre regionen,“ siger Henrik Peter Jørgensen.

Han understreger vigtigheden af, at private og offentlige interesser går sammen i indsatsen for at øge kendskabet til en destination. Han håber derfor, at succesen fra Barcelona kan kopieres i København. “Det, der lykkedes for Barcelona, skal også ske for København og Danmark.“

Fra Københavns Lufthavn er der op til fem daglige afgange til Barcelona med fire forskellige flyselskaber. Over 60 % af passagererne er danskere og svenskere, der rejser på ferie- eller forretningsrejse i Barcelona-området. Ifølge CPH er kun omkring 15 % spaniere, der bruger flyforbindelserne til at besøge Danmark.