Konflikten mellem Widerøe og selskabets flyteknikere sluttede formelt mandag. Tvisten varede 12 dage og resulterede i en række aflyste flyvninger indenrigs i Norge.
25. november 2024 blev Widerøe været ramt af arbejdsuro, da en lang række flyteknikere satte arbejdstempoet ned.
Der var tale om 150 flyteknikere, der indledte en såkaldt gå sakte-aktion, da lønforhandlinger mellem Widerøe Technical Services (WTS) og Norsk Flyteknikerorganisasjon (NFO) var brudt sammen.
Aktionen betød, at medarbejderne satte farten ned på jobbet; i dette tilfælde arbejdede de 15 procent langsommere end normalt. Det var ikke det samme som en strejke, lød det.
Widerøe oplyser nu, at parterne imidlertid nåede til enighed fredag 6. december, og at aktionen dermed er afsluttet.
’I fredags kom NFO og Widerøe Technical Services til enighed, og den 12 dage lange aktion sluttede. Mandag er den første normale arbejdsdag. Der arbejdes på at nedbringe efterslæbet efter den urolige periode. Det vil tage noget tid, før vi er tilbage til normal drift,’ skriver det regionale norske flyselskab på sin hjemmeside.
Tvist førte til aflyste flyafgange
Det norske erhvervsmedie E24 skriver, at et flertal af medlemmerne af NFO mandag stemte for den nye aftale, og at forhandlingerne dermed formelt var afsluttet. Det bekræfter lederen af fagforeningens forhandlinger med Widerøe Technical Services, Ivar Olafsen, over for NTB.
De to parter nåede altså til enighed i fredags, og flyteknikerne har arbejdet i normalt tempo siden da. Det var imidlertid først, da NFO-medlemmerne havde stemt om aftalen, at aktionen formelt blev afsluttet, understreger Ivar Olafsen.
Den nu overståede aktion førte til en række aflyste indenrigsflyvninger i Norge. Således måtte Widerøe aflyse flyafgange og flyankomster i eksempelvis lufthavnene i Trondheim, Bergen og Bodø, ligesom der også var aflysninger i en række mindre lufthavne rundt om i landet.
Det hårde norske vintervejr bar også en del af skylden for aflysningerne, da flyene under disse forhold skal tjekkes oftere. Og der var ikke mulighed for at sætte reservefly ind.
Widerøe, der blev overtaget af Norwegian tidligere i 2024, opererer på en lang række norske indenrigsruter og har også et mindre internationalt rutenetværk. Flåden består af i alt 45 Dash 8-fly i forskellige varianter samt tre Embraer E190-E2.
Relaterede artikler:
Widerøe kan blive Norwegians guldfugl
Strejkerisiko: 30 flyteknikere fra SAS, Norwegian og Widerøe