Korean Air bliver også A350F-kunde. (Foto: Airbus | PR)

Korean Air er ny kunde til forsinket Airbus A350F

Korean Air har konverteret en ordre på syv Airbus A350-1000 til syv A350F. Udviklingen af det nye fragtfly er forsinket, og Airbus forventer, at det vil kunne leveres i anden halvdel af 2027.

Korean Air er verdens sjettestørste fragtflyselskab, og det sydkoreanske SkyTeam-selskab satser fortsat på luftfragt. Korean Air har således konverteret en ordre på Airbus syv A350-1000 passagerfly til lige så mange Airbus A350F fragtfly.

Korean Air har bestilt i alt 33 A35- fly. Det omfatter nu 20 A350-1000’ere, syv A350F’ere og seks A350-900’ere, hvoraf de første to allerede er leveret.

Det sydkoreanske selskabs fragtflåde består i øjeblikket af fire Boeing 747-400 fragtfly, syv B747-8 fragtfly samt 12 B777-200 fragtfly.

“Korean Air er en af verdens største fragtoperatører. Beslutningen om at tilføje A350F til flåden er derfor en meget betydelig bekræftelse af flyets unikke muligheder. A350F vil give Korean Air den mest effektive løsning i segmentet for store fragtfly,” siger Benoît de Saint-Exupéry, salgsdirektør for Airbus Commercial Aircraft, i en pressemeddelelse. 

Flyet er under udvikling
Der er tale om et nyudviklet fragtfly, som endnu ikke er typegodkendt. To prototyper er samlet på fabrikkerne i Toulouse i Frankrig, men Airbus har været nødt til at udsætte den forventede leveringstid med op mod et år til andet halvår 2027.

Airbus beskriver selv flyet som næste generation af fragtfly. Over 70 procent af flykroppen er lavet af avancerede materialer, hvilket resulterer i en 46 tons lettere startvægt end den konkurrerende variant. Ifølge Airbus er A350F det eneste fragtfly, der fuldt ud vil opfylde ICAO’s forbedrede CO2-emissionsstandarder, der træder i kraft i 2027.

Reducerer CO2 udledning
A350F har branchens største lastdør på hoveddækket. Flyet har en nyttelast på op til 111 tons og kan flyve op til 8.700 kilometer. Monteret på A350-flyet er de nyeste Rolls-Royce Trent XWB-97-motorer og vil ifølge Airbus reducere brændstofforbruget og CO2-udledningen med op til 40 procent sammenlignet med tidligere generationer af fly med en lignende rækkevidde.

Airbus oplyser, at man ved udgangen af september 2025 har modtaget 1.445 ordrer fra 63 forskellige flyselskaber på den seneste generation af A350 widebody fly. Herunder er ordrer på 65 A350 fragtfly fra 10 fragtflyselskaber og et leasingselskab.

Ordren fra Korean Air er den anden i løbet af kort tid. For nylig oplyste Air China, at man har planer om at bestille 10 A350F fragtfly som et led i udvidelsen af flyflåden.

 

Relaterede artikler:

Airbus ramt af annulleringer på den nye A350F

Nyt A350-fragtfly fra Airbus bliver forsinket

Sådan adskiller Boeing 777-8F og A350F sig fra hinanden