Kun 13 kroner i forskel på flybilletter fra Hamburg og København

Ifølge den seneste udgave af Dansk Flyprisindex er der dødt løb mellem Københavns Lufthavn og Hamburg Airport i relation til priserne på interkontinentale flybilletter. I afrejseuge 24 er der kun en forskel på 13 kroner på samlet 10 destinationer, viser et nyt pristjek.

Det har i mange år været velkendt, at der af og til kunne spares penge, hvis man som rejsende valgte at undersøge prisniveauet ud af den nordtyske lufthavn i Fuhlsbüttel ved Hamburg.

Men den fordel er efterhånden ved at være udlignet af to faktorer. Først og fremmest har Københavns Lufthavn fået et mere attraktivt interkontinentalt rutenet, og samtidig er det på grund af en ny tysk passagerafgift blevet dyrere at rejse fra Hamburg Airport og andre tyske lufthavne.

Det dokumenterer rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk i seneste udgave af Dansk Flyprisindex, der hver 4. uge foretager et pristjek på 10 udvalgte euroæiske og interkontinentale destinationer.

Ved et pristjek i afrejseuge 24 (13. – 19. juni) viste det sig, at gennemsnitsprisen fra Københavns Lufthavn til 10 interkontinentale destinationer var 4.988 mod 5.135 kroner året før. Det svarer til et prisfald på 3 procent.

Samtidig var priserne fra Hamburg Airport i samme afrejseuge og til samme 10 oversøiske destinationer steget med lidt mere end 5 procent fra 4.722 kroner i 24/2010til 4.975 kroner i uge 24 i indeværende år.

Det betyder, at forskellen i dag kun er på13 kroner i gennemsnitsprisen for en flybillet til 10 interkontinentale destinationer.

“Som rejsesøgemaskine skal vi tilbyde forbrugerne det bedste overblik over priserne i markedet – også fra Hamburg Airport, som i mange år har været populær blandt danske rejsende. Men som dansk virksomhed glæder det os naturligvis, at de laveste priser nu også kan findes indenfor landets grænser,“ siger administrerende direktør Ole Stouby fra Travelmarket.dk, der udgiver Dansk Flyprisindex.

I gennemsnitspriserne i Dansk Flyprisindex indgår følgende interkontinentale destinationer: Bangkok, Beijing, Dubai, Johannesburg, Los Angeles, Mexico City, New York, Rio de Janeiro, Sydney og Tokyo.