Sikkerhedsvideoer er nok ikke på toppen af de fleste passagerers liste over underholdning under flyveturen. Det vil British Airways gøre noget ved med en ny sikkerhedsvideo, der taler til den indre aristokrat, og som har en kendt instruktør bag kameraet.
Intet er vel så britisk som et godt, gammeldags kostumedrama om lords og ladies. Og nu låner British Airways lidt fra britiske ikoner som Jane Austens Stolthed og fordom samt serierne Downton Abbey og Bridgerton i deres seneste sikkerhedsvideo, som luftfartsselskabet håber, vil fastholde opmærksomheden hos passagererne.
”May we haveth one’s attention please?” spørger videoen, inden seeren bliver taget med på en aristokratisk rejse gennem slotte og på hesteryg. Man har valgt netop dette tema, fordi britiske kostumedramaer er populære, og man håber på den måde at nå ud til et globalt publikum, oplyser British Airways i en pressemeddelelse.
I filmen følger man de britiske aristokrater og deres tjenestefolk og butlere i deres hverdag. Men kærlighedserklæringer og ture i hestevogn bliver alle afbrudt af personale fra British Airways, som viser sikkerhedsinstruktionerne for passagererne.
Kendt instruktør bag kameraet
Bag den nye sikkerhedsvideo står den britiske instruktør Sharon Maguire, som er kendt for filmen Bridget Jones’s Diary og Bridget Jones’s Baby. Valget faldt på netop hende, fordi hun har et talent for at præsentere britisk humor på en måde, som kan engagere et globalt publikum, oplyser British Airways.
Under produktionen af filmen har man brugt kendte britiske slotte som kulisser herunder Hatfield House i Hertfordshire og Englefield House Estate i Berkshire.
”Vi ved, at de her videoer giver passagererne livsvigtig sikkerhedsinformation, så det er vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at fastholde deres opmærksomhed. Vi ville finde noget, som resonerer med et internationalt publikum, og som samtidig er sjovt, så vi tænkte, at et kostumedrama passer perfekt,” fortæller Calum Laming, kundedirektør for British Airways.
Og det er ikke kun skuespillere, som har fundet vej til videoen. Mere end 40 ansatte fra British Airways herunder piloter, kabinepersonale, teknikere og lufthavnspersonale er også med i videoen, hvor de spiller sig selv, oplyser luftfartsselskabet.
”Jeg er virkelig stolt af, at mere end 40 af mine kolleger er med i filmen, for det er vores folk, som før os til dem, vi er,” siger Calum Laming.
Relaterede artikler:
British Airways vil betale uddannelsen for 200 piloter