Strejker blandt sikkerhedspersonalet i tyske lufthavne har fået SAS til at aflyse flyvninger til blandt andet Berlin og Düsseldorf, mens operationerne til Hamborg og Frankfurt også bliver påvirket.
SAS måtte for nylig gennemleve tre døgn med en ulovlig arbejdsnedlæggelse blandt selskabets eget personale i SAS Ground Handling, hvilket medførte aflysninger og forsinkelser.
Nu er SAS igen blevet offer for en arbejdskamp, men denne gang er det sikkerhedskontrollører i tyske lufthavne, der er årsag til uregelmæssighederne.
Ansatte i sikkerhedskontrollen i tyske lufthavne organiseret i fagforeningen Verdi kæmper i øjeblikket for bedre arbejdsvilkår, og derfor blev der mandag gennemført strejker i lufthavnene i Berlin, Düsseldorf, Bremen, Hannover, Leipzig og Køln/Bonn.
SAS flyver til både Düsseldorf og Berlin, og selskabet måtte mandag opgive at gennemføre en rundtur fra København til Düsseldorf på rutenummer SK1629/1630 samt en rundtur fra Stockholm på rutenummer SK1623/1624. Herudover blev en rundtur fra Stockholm til Berlin på SK2677/2678 også aflyst.
Ifølge Reuters blev 160 af 290 planlagte afgange og ankomster aflyst i lufthavnen i Düsseldorf, og i Køln/Bonn måtte 94 af 136 operationer aflyses.
SAS udsætter returflyvninger
Tirsdag vil punktstrejkerne bevæge sig videre til lufthavnene i Frankfurt, Hamborg, Stuttgart og Karlsruhe/Baden-Baden.
Frankfurt Airport, der er en af Europas største lufthavne oplyste mandag aften, at det ikke vil være muligt at afrejse lokalt fra Frankfurt, da sikkerhedskontrollen vil være lukket. Det vil dog være muligt at bevæge sig i transitområdet. Men lufthavnen opfordrer indtrængende, at alle afrejsende lokalpassagerer ikke møder op i lufthavnen.
SAS flyver til både Frankfurt, Hamborg og Stuttgart. På den daglige aftenrundtur på SK1635/1636 fra København til Frankfurt vil SAS gennemføre afgangen kl. 18.10, mens returflyvningen kl. 20.30 må udsættes til onsdag den 16. marts.
Umiddelbart ser det ud til at begge tirsdagens flyvninger fra København til Hamborg vil blive gennemført, men returflyvningerne fra den nordtyske lufthavn er udsat til onsdag. Ruten fra København til Stuttgart ikke betjenes om tirsdagen, hvorfor den ikke vil blive berørt.
Det er planen, at stridens parter på onsdag vil genoptage dialogen.
Relaterede artikler: