- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Live-transmitterede første flyvning efter nedlukning

British Airways afholdt mandag et live-event i forbindelse med, at selskabet sendte første fly af sted til et ”grønt land” efter den langvarige nedlukning under coronapandemien.

Mandag 17. maj blev nærmest en historisk dag i Storbritannien, da det atter blev tilladt at flyve til visse lande uden at skulle i karantæne ved hjemkomst.

Flere flyselskaber havde i ugen op til genåbningen annonceret flere frekvenser og nye ruter til de lande, hvor det igen var muligt at rejse til. Et af disse selskaber var British Airways, der hurtigt så muligheder i at oprette forbindelser til disse såkaldte ”grønne lande”.

Det første British Airways-fly, der blev sendt af sted til et grønt land, gennemførte rute BA492 til Gibraltar. Flyet – en Airbus A320-200 – afgik mandag klokken 07.30 lokal tid fra London Heathrow, og begivenheden blev markeret med et live-event for at fejre flyvningen.

”En særlig dag for mange familier”
Live-transmissionen forløb via LinkedIn, hvor koncernchef i British Airways, Sean Doyle, og administrerende direktør i London Heathrow Airport, John Holland-Kaye, glædede sig over første flyvning til et grønt land. Dermed kan briterne tage af sted uden at skulle isolere sig efter hjemkomst.

”I dag – den første dag for genåbningen af internationale rejser – er en særlig dag for mange mennesker, da familier meget længe har været adskilt og erhvervslivet har lidt. Og vi ved, at vores kunder ikke har kunnet tage en pause i udlandet, som de har ønsket. Efter mere end et år med begrænset flyvning er vi glade for at være tilbage i luften – omend med et meget lille antal flyvninger,” sagde Sean Doyle ved live-eventen, der blev afholdt i Terminal 5, og som blev set af flere tusinde mennesker.

British Airways gennemførte mandag i alt 70 afgange, hvoraf seks flyvninger var til destinationer på listen over grønne lande. Foruden flyvningen til Gibraltar blev der foretaget en flyvning til Lissabon, tre flyvninger til Faro og en enkelt flyvning til Funchal på Madeira.

Porutgal-afgange fra flere britiske lufthavne
I løbet af maj og juni flyver British Airways ekstra afgange til Faro fra Edinburgh, Manchester og Newcastle. Flyselskabet fik øjnene op for den portugisiske destination, da Portugal blev en del af listen over de lande, det igen var tilladt at rejse til fra Storbritannien.

Også Ryanair var hurtige efter udmeldingen fra den britiske regering om genåbningen til visse lande. Det irske lavprisflyselskab meldte hurtigt ud, at det havde indsat 175.000 ekstra sæder fra 17. maj. Der er særligt blevet skruet op for frekvenserne til Portugal – herunder til Faro, Porto og Lissabon.

 

Relaterede artikler:

Luftbro fra Storbritannien til Portugal

British Airways tilbyder COVID-19-test til at tage med på rejsen

British Airways investerer i brintdrevet fly