- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

LOT tilslutter sig TSA PreCheck-programmet

Det polske flyselskab LOT er som mange andre flyselskaber blevet en del af TSA PreCheck, så forhåndsgodkendte rejsende kan komme hurtigere og nemmere gennem sikkerhedskontrollen i USA.

Amerikanske rejsende kan fremover komme lettere gennem sikkerhedskontrollen i langt de fleste større lufthavne i USA, når de rejser med LOT Polish Airlines. Det polske flyselskab har tilsluttet sig det særlige amerikanske sikkerhedsprogram TSA PreCheck, som US Transportation Security Administration (TSA) står bag.

Programmet medfører, at forhåndsgodkendte rejsende får adgang til særlige spor i sikkerhedskontrollen, hvor der er færre krav. Passagerer, der er godkendt til programmet, kan som udgangspunkt beholde sko, bælte og let overtøj på. Som regel er det heller ikke nødvendigt at tage bærbare computere og væsker op af håndbagagen.

Mere smidig procedure
Programmet sikrer en mere strømlinet og smidig procedure i sikkerhedskontrollen, som ellers ofte kan være en tidskrævende affære. TSA PreCheck er tilgængeligt i mere end 200 lufthavne i USA.

”Vores passagerers sikkerhed er altid vores højeste prioritet. Vi er derfor glade for at kunne tilbyde godkendte rejsende en løsning, der er fuldt ud i overensstemmelse med de etablerede sikkerhedsprocedurer, samtidig med at den strømliner screeningsprocessen og sparer værdifuld tid i lufthavnen. Vi ser frem til at byde alle passagerer, der rejser fra USA, velkommen ombord på LOT Polish Airlines, og vi opfordrer dem, der er berettiget til TSA PreCheck, til at benytte sig af denne fordel, når de flyver med os,” siger Tomasz Kozakowski, direktør for afdelingen for luftfartssikkerhed hos LOT Polish Airlines.

Primært for amerikanske rejsende
TSA PreCheck er primært rettet mod amerikanske statsborgere, personer med permanent opholdstilladelse i USA (Green Card-holder) og visse andre godkendte rejsende. For at blive godkendt skal ansøgere give en række biografiske oplysninger, gennemgå et baggrundstjek og afgive fingeraftryk. Prisen for at blive medlem af programmet er 85 dollars, og medlemskabet er gyldigt i fem år.

For at bruge TSA PreCheck, når man rejser med LOT og andre flyselskaber, skal godkendte passagerer have et såkaldt KTN (Known Traveler Number). Dette KTN skal tilføjes til reservationen ved check-in via LOT’s hjemmeside, mobilapp eller i lufthavnen før afrejse. Derefter modtager passageren et boardingkort, der viser, at man er godkendt til TSA PreCheck.

Mere end 100 flyselskaber, herunder også SAS, er tilsluttet programmet, og det benyttes af mange millioner rejsende hvert år.

 

Relaterede artikler:

Sjette nordiske flyselskab får godkendelse til TSA PreCheck

SAS-kunder får adgang til TSA Precheck

Første europæiske flyselskab med TSA Pre