- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa har høje forventninger til andet kvartal

Lufthansa-koncernen har netop offentliggjort kvartalsregnskab, og trods årets første tre måneder endte med et underskud, forventer selskabet gode ting af såvel andet kvartal som resten af året.

Fra januar til og med marts i år har Lufthansa-koncernen haft en samlet omsætning på syv milliarder euro, hvilket svarer til 52,1 milliarder kroner. Det er 40 procent mere end i samme periode sidste år, hvor man omsatte for fem milliarder euro (37,2 milliarder kroner).

Trods end højere omsætning end for et år siden ender Lufthansa med et negativt driftsresultat før skat på 273 millioner euro (to milliarder kroner). Det er et fald på 52,6 procent, når man sammenligner med første kvartal 2022, da underskuddet her beløb sig til 577 millioner euro, som svarer til 4,3 milliarder kroner.

I tillæg hertil er driftsresultatet fra første kvartal bedre end det, som koncernen opnåede i de første tre måneder af 2019, da Lufthansa på daværende tidspunkt måtte notere sig for et underskud på 336 millioner euro (2,5 milliarder kroner). Det aktuelle kvartalsresultat er altså 18,7 procent bedre.

Højere end før COVID-19
I løbet af første kvartal havde flyselskaberne i koncernen 21,6 millioner passagerer ombord. Det svarer til, at kapaciteten var 73,7 procent af 2019-niveauet i og med, at antallet af rejsende fra begyndelsen af januar til slutningen af marts for fire år siden var 29,3 millioner.

Det fremgår desuden, at koncernens yield, som er den gennemsnitlige billetindtægt, er steget således, at den har været 19 procent højere end i samme periode i 2019. På langdistanceruterne har stigningen været op mod 25 procent.

Ifølge Lufthansa-koncernen viser den udvikling, at der i øjeblikket er en stor efterspørgsel i markedet. Underskuddet på bundlinjen tilskrives årstiden samt at man har brugt ressourcer på at forberede sig på at øge mængden af flyvninger i sommermånederne, som ventes at blive travle.

Regner med bedre andet kvartal
Forventningen fra Lufthansas side er, at den udbudte sædekapacitet vil stige til 82 procent af niveauet fra før COVID-19-pandemien, yielden vil blive øget fra 19 til op mod 25 procent af 2019-niveauet og driftsresultatet for kvartalet kan ende med at være højere end de 754 millioner euro (5,6 milliarder kroner), som det var i andet kvartal i 2019.

Carsten Spohr, der er koncernchef for Lufthansa, slår fast, at virksomheden i hans optik er velpositioneret og dermed i stand til at befæste pladsen som en af fem største luftfartskoncerner på verdensplan.

”Lufthansa-koncernen er tilbage på sporet. Efter et godt første kvartal, hvor det lykkedes os at forbedrede vores resultater, ser vi nu frem mod et rejseboom i løbet af sommeren samt at sætte en ny rekord i vores omsætning på trafikken for hele året.”


Relaterede artikler:

Atter overskud hos Lufthansa

Lufthansa vinder på fragt og taber på passagerer

Udsigt til bedste Lufthansa-kvartal i over to år