I andet kvartal af 2022 leverede Lufthansa-koncernen et overskud før skat på lidt mere end 2,5 milliarder kroner. Et rekordresultat i Lufthansa Cargo sikrede det bedste resultat siden coronapandemien.
I lighed med store europæiske luftfartskoncerner som Air France-KLM og IAG er det også lykkedes Lufthansa-koncernen at levere et overskud i andet kvartal af 2022.
Omsætningen landede på 8.462 millioner euro, hvilket svarer til 63 milliarder danske kroner. Resultatet før skat blev på 340 millioner euro (2,53 milliarder kroner), hvilket var en klar forbedring i forhold til et minus i tilsvarende kvartal i 2021 på 979 millioner euro (7,29 milliarder kroner). På bundlinjen havnede i andet kvartal i alt 259 millioner euro (1,93 milliarder kroner).
“Lufthansa-koncernen er tilbage med sorte tal. Det er et stærkt resultat efter et halvt år, som var udfordrende for vores gæster, men også for vores medarbejdere. På verdensplan nåede luftfartsindustrien sine operationelle grænser. Ikke desto mindre er vi optimistiske med hensyn til fremtiden. Sammen har vi styret vores virksomhed gennem pandemien og dermed gennem den alvorligste finanskrise i vores historie,” siger koncernchef Carsten Spohr.
Lufthansa-topchefen understreger samtidig vigtigheden af, at koncernens flyselskaber får stabiliseret operationerne. Efter selskabet nu er tilbage i en tilstand, hvor der atter tjenes penge, skal fokus i den kommende tid rettes mod at levere et produkt, som kunderne kan forvente og samtidig sikre de bedst mulige vilkår for de ansatte.
Rekordresultat i fragtforretning
Kigger man nærmere på tallene, viser det sig, at det ikke er passagerflyselskaberne – Lufthansa, SWISS, Austrian Airlines, Brussels Airlines og Eurowings – der har bidraget til, at Lufthansa-koncernen ikke længere har røde tal på bundlinjen.
Trods en markant stigning i passagertallet leverede passagerflyselskaberne et minus i andet kvartal på 86 millioner euro (640 millioner kroner) før skat, og det var især betydelige omkostninger i forbindelse med forsinkelser og aflysninger, der var med til at skabe det negative resultat.
Til gengæld kunne Lufthansa Cargo levere endnu et rekordresultat, hvorfor det er fragtforretningen, der i princippet har sikret overskuddet. Således leverede fragtenheden i kvartalet et resultat på 482 millioner euro (3,6 milliarder kroner) før skat mod 326 millioner euro året før.
Også i Lufthansa Technik var der betydeligt fremgang at spore med et kvartalsresultat på 100 millioner euro (745 millioner kroner).
Forventer overskud for hele 2022
Lufthansa har løbende opjusteret kapaciteten i takt med den stigende efterspørgsel i løbet af foråret. I første halvår blev der udbudt 66 procent af kapaciteten fra før coronapandemien, og isoleret set var der tale om 74 procent af 2019-niveauet i andet kvartal.
Den udvikling forventer Lufthansa vil fortsætte, da efterspørgslen i resten af 2022 er stærk, da bookingerne fra august til december 2022 ligger på 83 procent af niveauet fra før pandemien.
Derfor vil Lufthansa fortsætte med at øge kapaciteten til omkring 80 procent af 2019-niveauet i tredje kvartal af 2022, hvilket forventes at smitte positivt af på indtjeningen i passagerflyselskaberne.
På trods af usikkerheden omkring den globale økonomiske og geopolitiske udvikling, så forventer Lufthansa-koncernen et overskud før skat på over 500 millioner euro i hele 2022.
Relaterede artikler:
Udsigt til bedste Lufthansa-kvartal i over to år