Flyselskaberne i Lufthansa-koncernen skal fremover synliggøre, at de arbejder tæt sammen på mange områder, og derfor ændrer man den visuelle identitet for det stærke koncernbrand.
Lufthansa Group meddelte i september, at de individuelle flyselskaber i koncernen fremover skal arbejde endnu tættere sammen, selvom de er selvstændige brands. Det skulle i givet fald sikre en større effektivitet og lønsomhed.
Ud mod markedet vil Lufthansa-koncernen tilsyneladende også signalere, at selskaberne tilhører én og samme koncern, idet der netop er blevet præsenteret en ny visuel identitet, der bidrage til at øge synliggørelsen af koncernens styrker.
Det handler om, at servicetilbuddene vil blive samlet under koncernbranded, så de bliver endnu mere genkendelige.
“Lufthansa-koncernen udvikler sig fra en gruppe af flyselskaber til en integreret flyselskabskoncern. Den nye brandidentitet er derfor mere end blot et redesign; det er en strategisk milepæl. I et udfordrende miljø skaber dette skridt et visuelt anker af tillid for vores kunder,” siger Dieter Vranckx, der er kommerciel direktør i Lufthansa Group.
Koncerndirektøren tilføjer, at den visuelle identitet skal afspejle “strategiske brandværdier og et løfte, vi vil give vore passagerer på tværs af alle vores brands”. Dette skal styrke en helhedsorienteret oplevelse af, hvad Lufthansa-koncernen står for.
Trane uden cirkel
Det ikoniske trane-logo, som Lufthansa gennem mange år har benyttet, vil fremover blive brugt i koncernen uden den omkransende cirkel. Herudover har man valgt en ny skrifttype og en farvepalette, der er blevet udvidet med seks nye nuancer, så den kan rumme alle selskaberne i koncernen.
Lufthansa-koncernens flyselskaber vil beholde deres egne brands under paraplyen af det styrkede koncernbrand. Tilføjelsen “Member of Lufthansa Group”, som vil fremgå på alle fly, der tilhører koncernens flyselskaber, signalerer enheden mellem de enkelte flyselskaber, der opererer under et andet brandnavn end Lufthansa.
Man er allerede gået i gang med den omfattende opgave at ændre den visuelle identitet, og det er sket på digitale boardingpas, websites og 160 fly fra forskellige selskaber i koncernen.
I 2026 vil det nye Lufthansa Group-brand også være synligt, når man besøger koncernens mange lounges, og det er allerede sket i Rom, Milano og Bruxelles, hvor “Member of Lufthansa Group”-mærkningen allerede er foretaget.
Relaterede artikler:
Lufthansas jubilæumsfly er kommet på vingerne

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


