- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa-koncernen flyver i rødt

Lufthansa-koncernen har netop præsenteret et halvårsunderskud på 866 millioner kroner mod et overskud i samme periode året før på 5,32 milliarder kroner.

Det går op og ned i luftfart. I øjeblikket går det mest ned for Lufthansa-koncernen, der primært omfatter Lufthansa, SWISS, Austrian, Brusseles Airlines og Eurowings.

I første halvår af 2019 øgede den tyske luftfartskoncern omsætningen med næsten 3,5 procent til 17,5 milliarder euro, hvilket svarer til 130 milliarder kroner. Men indtjeningen kunne slet ikke følge med, at da EBIT-overskuddet faldt med 60 procent fra 1.054 millioner euro til blot 417 millioner euro. 

Efter renteudgifter og skat var der en negativ bundlinje på 116 millioner euro (866 millioner kroner) mod et plus på 713 millioner euro (5.32 milliarder kroner) i de første seks måneder af 2018. Det forventes dog, at årets EBIT-margin kommer til at ligge i niveauet 5,5 til 6,5 procent, hvilket vil svare til et driftsoverskud på mellem 2,0 og 2,4 milliarder euro, eller godt 14,9 og 17,9 milliarder kroner.

“Vores indtjening er ramt af effekten af den hårde konkurrence i Europa og betydelig overkapacitet, specielt på vores korte ruter fra Tyskland og Østrig. Vi reagerer mod dette ved fortsat at reducere omkostningene og øge vores fleksibilitet. Og med den plan for turnaround, som vi præsenterede for nylig, ønsker vi også at gøre Eurowings til et bæredygtigt og profitabelt flyselskab,” siger koncernfinansdirektør Ulrik Svensson i en pressemeddelelse.

Fokus på Eurowings
Netop Eurowings er en af de væsentlige årsager til den markante tilbagegang i halvårsresultatet for Europas største luftfartskoncern. Således realiserede det tyske lavprisflyselskab et EBIT-underskud på 273 millioner euro i årets første seks måneder, hvilket var noget større end de 220 millioner euro, som blev tabt på driften i første halvår af 2018.

Udover problemerne i Eurowings samt konkurrencepresset i Tyskland og Østrig, så er Lufthansa-koncernen også blevet ramt af højere brændstofpriser og stigende omkostninger til vedligeholdelse.

Det blev for nylig besluttet at flytte det kommercielle ansvar for Brussels Airlines samt Eurowings-langdistanceruterne over i den forretningsenhed, der omfatter netværksflyselskaberne, således at de korte lavprisruter isoleres i Eurowings-divisionen. Dermed reduceres kompleksiteten i Eurowings, der også skal have strømlinet operationerne til blot én AOC (driftstilladelse, red.). I dag flyver selskaberne Eurowings GmbH, Eurowings Europe, Brussels Airlines, Sun Express, Germanwings og LGW alle på vegne af Eurowings.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa-koncernen vil pensionere 79 langdistancefly

Lufthansa nedjusterer overskud med fire milliarder

Lufthansa sætter Eurowings-vækst i stå