Lufthansa Airbus A340-300 (Foto: Foto: Ingrid Friedl Lufthansa,11.2005 )

Lufthansa-koncernen vil pensionere 79 langdistancefly

Flyselskaberne i Lufthansa-koncernen vil inden 2025 sende en række ældre langdistancefly på pension. Det bliver også et endegyldigt farvel til to flytyper.

Flyselskaberne i Lufthansa-gruppen har en stor og kompleks langdistanceflåde med 14 forskellige flytyper og 184 fly i alt. I løbet af det kommende årti skal en lang række af de ældre fly i flåden imidlertid pensioneres, og en stor del af dem vil allerede blive udfaset af flåden inden 2025.

Det fortalte Lufthansa-koncernen i forbindelse med en såkaldt Capital Markets Day-præsentation for aktieanalytikere. Ved præsentationen gav Lufthansa et nærmere indblik i, hvilke flytyper, koncernen vil skille sig af med inden for de nærmeste år, og hvilke nye flytyper, de skal erstattes med.

Lufthansa-koncernens gruppe af flyselskaber med langdistanceflyvninger består af Lufthansa, Austrian Airlines, Swiss, Edelweiss Air, Brussels Airlines samt SunExpress, som er et joint-venture mellem Lufthansa og Turkish Airlines.

Farvel til Boeing 767 og Airbus A340
Inden 2025 vil disse selskaber skille sig af med i alt 79 langdistancefly, og det bliver samtidig et endegyldigt farvel til to overordnede flytyper i koncernen – nemlig Boeing 767, hvoraf det ældste fly er næsten 28 år, og Airbus A340, hvoraf ældste fly har været i flåden siden 1996.

De fly, som Lufthansa-koncernen vil skille sig af med inden 2025, er ifølge ch-aviation:

– 17 Airbus A340-600 i Lufthansa
– 26 Airbus A340-300 i henholdsvis Lufthansa, Brussels Airlines, Swiss og Edelweiss Air
– 11 Airbus A330-200 i Brussels Airlines og SunExpress Deutchland
– 13 Boeing 747-400 i Lufthansa
– 6 Boeing 777-200 i Austian Airlines
– 6 Boeing 767-300 i Austrian Airlines

Samtidig med udfasningen af de ældre langdistancefly vil Lufthansa-koncernen investere i en række nye fly.

Nye Airbus A350 og Boeing 787
Blandt de nye fly er Airbus A350-900, som Lufthansa foreløbig har 14 af ud af en samlet ordre på 45 fly, og Boeing 787-9 Dreamliner, som koncernen har en ordre på 20 eksemplarer af til levering fra 2022 og frem. Hvilke flyselskaber i koncernen, der kommer til at få Dreamliner-flyene, er endnu ikke offentliggjort.

Lufthansa vil også investere i 20 eksemplarer af den nye udgave af Boeing 777-flyet – 777-9 (også kaldet 777X) – mens den fremtidige flåde endvidere kommer til at bestå af Boeing 747-8, som Lufthansa i øjeblikket har 19 af.

Airbus A380-800 kommer ifølge investorpræsentationen også til at forblive i Lufthansa-flåden i hvert fald indtil 2025, selv om Lufthansa i foråret annoncerede, at man vil sælge seks af de i øjeblikket 14 A380-fly i flåden. De seks dobbeltdækkerfly skal forlade flåden i 2022 og 2023.

Endelig vil flytyperne Boeing 777-300 og Airbus A330-300 også fremover være en del af Lufthansa-koncernens flåde. Swiss har i dag 10 Boeing 777-300, mens Airbus A330-300 findes i flåden hos både Lufthansa, Brussels Airlines, Swiss og Edelweiss Air.

 

Relaterede artikler:

Ny kabineindretning til alle Lufthansa-selskaber

Lufthansa sælger A380’ere – og køber nye langdistancefly

Lufthansa skal vælge mellem Airbus eller Boeing