(Foto: Lufthansa ID: 499381)

Lufthansa nedjusterer overskud med fire milliarder

Året 2019 kommer ikke til at udvikle sig som forventet hos Lufthansa-koncernen. En nedjustering i overskuddet før skat på fire milliarder kroner er netop blevet meddelt.

Lufthansa-koncernen har gennem de senere år været i en god økonomisk form. I 2017 blev der præsenteret et rekordoverskud før skat på 3,3 milliarder euro, hvilket svarer til 24,6 milliarder kroner, og sidste år landede overskuddet på næsten tre milliarder euro, der omregnet svarer til 22,2 milliarder kroner.

Sådan kommer det definitivt ikke til at gå i 2019. Lufthansa har netop nedjusteret forventningerne til årets resultat, der kommer til at ligge i et interval mellem 2,0 og 2,4 milliarder euro, eller 14,9 og 17,9 milliarder kroner. Da Lufthansa-koncernen i midten af marts præsenterede årsrapporten for 2018 blev der kalkuleret med en EBIT-margin på mellem 6,5 og 8,0 procent i 2019, og denne er nu nedjusteret til et niveau mellem 5,5 og 6,5 procent.

Nedjusteringen skal ses på baggrund af en stærk konkurrence på de korte ruter i hjemmarkedet i Tyskland og Østrig, hvor Ryanair, Lauda, Wizz Air og easyJet presser den tyske luftfartskoncern.

“Koncernens hjemmemarkeder i Tyskland og Østrig er ramt af vedvarende overkapacitet fra flyselskaber, der er klar til at acceptere betydelige tab for at udvide deres markedsandele. Det lægger pres på indtjeningen hos vores netværksselskaber og i Eurowings,” hedder det i en erklæring fra Lufthansa.

Endnu et underskud i Eurowings
Lufthansa-selskaberne vil kæmpe for at fastholde deres markedsandele samtidig med, at der fokuseres på at sikre profitabilitet i operationerne.

Eurowings kom ud af 2018 med et underskud på 231 millioner euro baseret på en negativ EBIT-margin på 5,5 procent. Det svarer til lidt mere end 1,7 milliarder kroner. I 2019 forventes Eurowings at levere en negativ EBIT-margin på mellem 4,0 og 6,0 procent, og ved en konstant omsætning vil der være tale om et underskud på op til 254 millioner euro, eller godt 1,9 milliarder kroner.

Til gengæld håber Lufthansa-koncernen, at netværksselskaberne, henholdsvis Lufthansa, SWISS og Austrian, kan bidrage med en EBIT-margin mellem 7,0 og 9,0 procent i 2019, hvilket er et halvt procentpoint lavere end sidste år.

Koncernen forventer, at det europæiske marked vil være udfordrende i resten af 2019.

Stærk langruteforretning
Mens Europas største luftfartskoncern er udfordret på de korte ruter, ser det noget anderledes ud i langrutetrafikken. Udviklingen i det transatlantiske marked er positiv, og efterspørgslen på de asiatiske ruter vedbliver at være høj.

Men som følge af det europæiske prispres vil Lufthansa-netværksselskaberne skrue ned for væksten i det kommende vintertrafikprogram, således at der planlægges efter en beskeden marginal vækst.

 

Relaterede artikler

Lufthansa sætter Eurowings-vækst i stå

Lufthansa skruer ned for væksten

Lufthansa præsenterer rekordoverskud