Lufthansa A330-300.

Lufthansa lukker rute til Indien

Ved vinterfartplanens ikrafttræden har Lufthansa valgt at lukke selskabets rute mellem Frankfurt og Hyderabad. Dermed vil British Airways og Qatar Airways fremover have de bedste forbindelser til millionbyen i det centrale Indien.

I februar måned 2005 åbnede Lufthansa en rute fra Frankfurt til det indiske IT- og biotek-centrum i Hyderabad – også kendt som “Cyberabad“.

Ruten udviklede sig så fint, at Lufthansa allerede året efter opgraderede fra tre ugentlige afgange til daglige frekvenser.

De daglig frekvenser er sidenhen igen skåret ned til tre ugentlige, og den 29. oktober 2011ophører ruten helt.

Lufthansa har ellers stolte traditioner forbundet med Hyderabad i de mere end seks år, atdet tyske luftfartsselskab har befløjet destinationen. Således var Lufthansa den første operatør, der i 2008 indviede den nye Rajiv Gandhi International Airport, der ligger i Shamshabad udenfor Hyderabad.

Med Lufthansas tilbagetog forsvinder en af de hurtigste forbindelser fra Europa til den indiske millionby. Lufthansa kan således i dag tilbagelægge turen fra København via Frankfurt på 12 timer og 40 minutter mod eksempelvis British Airways, hvor der er en samlet rejsetid på 14 timer og 30 minutter via London-Heathrow.

Den store vinder ser ud til at blive Qatar Airways, der tre gange om ugen kan tilbyde en gennemgående flyforbindelse på 12 timer fra Københavns Lufthavnmed flyskifte i Doha. Dermed er der endnu et bevis på, at de mellemøstlige selskaber i stigende grad stjæler markedsandele fra de store etablerede europæiske mega-carriers.