- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthavnen i Bruxelles profiterer af Schiphol-kaos

De kaos-lignende tilstande i flere hollandske lufthavne har bidraget til en stærk september i Brussels Airport, der atter en gang betjente flere end to millioner rejsende.

September blev en travl måned i Brussels Airport, da i alt 2.002.540 rejsende passerede igennem den belgiske hovedstadslufthavn i den forgange måned. Det er tredje måned i træk, at antallet af passagerer er højere end to millioner.

Ud af den samlede mængde passagerer rejste 974.778 fra lufthavnen, mens 1.027.762 ankom dertil. Antallet af rejsende resulterede i, at Brussels Airport befandt sig på 80 procent af niveauet fra september 2019 i løbet af måneden, da lufthavnen dengang betjente 2.488.142 passagerer.

Selvom september blev den tredje måned i streg, hvor lufthavnen blev benyttet af flere end to millioner passagerer, så er trafikken dog faldet en smule i forhold til de to foregående måneder. I juli og august gjorde henholdsvis 2.223.105 og 2.154.380 rejsende brug af Brussels Airport.

Hollandske lufthavne fortsat udfordret
I løbet af sommeren har der været en del skriverier om de kaotiske tilstande, der har hersket i mange lufthavne som en konsekvens af, at der ikke har været tilstrækkeligt personale til at imødekomme det store antal rejsende, som vendte tilbage efter flere år med COVID-19.

Det har i særdeleshed skabt udfordringer med at afvikle flytrafikken i Schiphol Airport ved Amsterdam, ligesom lufthavnen i Eindhoven også har været ramt. De seneste trafiktal fra Schiphol viser blandt andet, at storlufthavnen fortsat er bagud i forhold til 2019-niveauet.

I september for tre år siden betjente den hollandske lufthavn 6.493.481 passagerer, men i år var tallet 5.196.931, hvilket repræsenterer et fald på 19,9 procent. Det må i vid udstrækning tilskrives de førnævnte udfordringer, der blandt andet har betydet, at lufthavnen har sat loft over antallet af daglige passagerer, som må rejse fra lufthavnen.

Nyder godt af lufthavnskaos
Der er kun omkring 200 kilometers kørsel fra Schiphol og 125 kilometer fra Eindhoven til Brussels Airport, og lufthavnen peger i en skriftlig kommentar på, at den har draget fordel af genvordighederne i de hollandske lufthavne.

”Den stærke genopretning, som vi oplevede i løbet af sommeren, er fortsat efter feriesæsonen, og antallet af forretningsrejser begyndte derudover at stige igen i september. Yderligere var der et stigende antal rejsende fra Holland, som valgte Brussels Airport for at undgå de store menneskemængder i de hollandske lufthavne,” er meldingen fra Brussels Airport.

I september var antallet af flyoperationer i Bruxelles-lufthavnen 17.377, hvoraf 14.059 var med passagerer, 1.604 med fragt og de resterende 1.714 var ikke kommercielle-flyvninger. Det er 19,3 procent mindre end i 2019, hvor der blev foretaget 21.533 operationer i lufthavnen.


Relaterede artikler:

KLM vil drøfte Schiphol-reduktion med regeringen

Skandalen i Schiphol Airport fortsætter

Ryanair lukker base i stor europæisk lufthavn