- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Luftskib over Danmark vækker opsigt

Dækproducent har sendt et af sine luftskibe til København i forbindelse med Copenhagen Historic Grand Prix. Det er et Zeppelin NT-luftskib, der gemmer sig under reklamen for Goodyear.

En af luftens stilfærdige kæmper flyver i disse dage over København og det østlige Sjælland.

Et af den amerikanske dækproducent Goodyears reklameluftskibe er i Danmark for at kaste glans over motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix, der i denne weekend finder sted på Bellahøj i København.

Når luftskibet, der kan følges på Flightradar24,  ikke er på rundture over København, vil det være parkeret i Roskilde Lufthavn, hvortil det ankom torsdag eftermiddag.

Reklame for Goodyear
Goodyear har over 100 års erfaring med luftskibe. Den allerførste prototype gik i 1917 i luften over Chicago. Siden er forskellige udgaver af luftskibet dukket op i forbindelse med store arrangementer.

I 1965 gæsteoptrådte Goodyears luftskib Mayflower i Beatles-filmen Help. og i 1967 sørgede Goodyears luftskib Columbia for den direkte tv-dækning af Super Bowl-finalen. I begyndelsen af 70’erne havde Goodyear en overgang et luftskib stationeret i Europa, og i 1973 fik luftskibet sin debut over Le Mans.

Goodyear har en flåde på tre luftskibe, som reklamerer for firmaet i Nordamerika, og siden 2020 har virksomheden igen haft et luftskib i Europa. Luftskibet gik i luften i forbindelse med, at dækproducenten igen er aktiv i europæisk motorsport.

På tyske hænder
Luftskibet bliver opereret af Deutsche Zeppelin-Reederei GmbH, der har sit hovedkvarter i Friedrichshafen, som ligger i det allersydligste Tyskland tæt ved Bodensee.

Under huden på Goodyear-luftskibet gemmer sig et Zeppelin NT-luftskib, der er bygget af Zeppelin Luftschifftechnik GmbH, som også holder til i Friedrichshafen.

Luftskibet er 75 meter langt og 17,4 meter højt. Der er to piloter ombord, og der er plads til 14 passagerer. Topfarten er 125 kilometer i timen, rækkevidden er 1.000 kilometer, og den ideelle marchhøjde er 300 meter.

Næste opgave for Goodyears luftskib bliver motorløbet i Le Mans i Frankrig fra den 20. til den 22. august. Det er muligt at følge luftskibets færd på hjemmesiden fligthradar24.com.

Rundflyvninger i Tyskland
Skulle man af en eller anden grund have lyst til en tur med luftskib, er det ikke muligt at købe billetter til flyvningerne over København.

Men Deutsche Zeppelin-Reederei tilbyder flyvninger af varierende længde på hjemmebanen i Tyskland.

Det kræver en tur til Friedrichshafen, hvorfra det er muligt at komme ud at flyve med luftskib. En tur på en halv time løber i 260 euro (1.935 kroner), en tur på en time koster 480 euro (3.570 kroner) og den helt store tur på to timer løber op i 870 euro (6.470 kroner).

 

Relaterede artikler:

Grønt alternativ: Fra Oslo til Stockholm i luftskib

Værste år for Hamborg Lufthavn siden 1984

Sun-Air overtager rute fra fransk flyselskab