Mulig indretning af ny Terminal 3 i Københavns Lufthavn. (Illustration: Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Zeso Architects)

Lysskakter og hængende haver i udvidet Terminal 3

Københavns Lufthavn har udpeget et konsortium på fire danske virksomheder, der sammen med lufthavnen skal tegne, planlægge og projektere den forestående udvidelse.

Det arkitektoniske udtryk i den kommende udbygning af området mellem Finger B og Finger C i København Lufthavn bliver, hvad lufthavnen selv kalder “smuk og funktionel og med grøn omtanke”.

Der bliver tilsyneladende masser af lys og luft, hvis den endelig udformning komme til at følge projektforslaget.

Ikke overraskende har Københavns Lufthavn valgt at lægge ansvaret for det designmæssige udtryk i hænderne på Vilhelm Lauritzen Arkitekter og Zeso Architects, der tidligere har løst opgaver for lufthavnen. Parterne kalder selv indretningsforslaget for “nordisk æstetik”.

“Forslaget bygger på et sammenhængende arkitektonisk koncept, der bryder det store terminalrum ned i små bidder af nærvær og ro. Med referencer til de nuværende bygninger får det nye område en entydig arkitektonisk identitet under et bølgende loft, der slipper diffust dagslys ind i bygningen. Lysskakter med hængende haver løber ned gennem etagerne og kommer til at fungere som pejlemærker rundt i bygningen. Visionen er en terminal i verdensklasse, der trækker naturen, byen og lyset indenfor, og hvor alt er inden for rækkevidde,” lyder det fra Thomas Scheel, der er partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

COWI og Aarsleff indgår også i det konsortium, der får ansvaret for at udbygge terminalen med ekstra 80.000 kvadratmeter, der også omfatter en ny bagageudleveringshal samt øget plads til grænse- og paskontrol.

Oversigtskort over Københavns Lufthavn. (klik for at forstørre)

Tæt samarbejde undervejs
De fire virksomheder i konsortiet kommer til at arbejde tæt sammen med Københavns Lufthavn om udbygningsprojektet, som lufthavnen selv kalder et af de største byggeprojekter i Danmark lige nu med referencer til et mindre supersygehus.

Det bliver et såkaldt “co-creation”-samarbejde, hvilket betyder, at lufthavnen i et meget tæt samarbejde med entrepenører, ingeniører og arkitekter undervejs i udviklingen af byggeriet vil inddrage brugerne, hvilket vil sige CPH´s medarbejdere, flyselskaberne og groundhandling-selskaber.

“I dag præsenterer vi konsortiet, som skal være med til at skabe fremtidens lufthavn. Derfor er det vigtigt for os, at terminalen bliver smuk og funktionel på samme tid – og så skal den bygges med grøn omtanke. Derfor er vi glade for at præsentere holdet, som repræsenterer branchens stærkeste kreative og byggetekniske kræfter, samtidig med, at vi kan give offentligheden et første indblik i, hvordan den nye terminal kommer til at tage sig ud,” udtaler Christian Poulsen, der er teknisk direktør i Københavns Lufthavn.

Den færdige terminal vil blive 270 meter lang og rækker 60 meter ud fra den nuværende fase. Første etape af byggeriet ventes at stå færdigt i 2023, mens anden fase først vil blive færdig i 2029. Kapaciteten i lufthavnen vil blive udvidet med 33 procent, således at der kan rejse 10 millioner flere passagerer gennem terminalerne i forhold til de nuværende 30 millioner. Arealudvidelsen bliver alene på 25 procent i forhold til de eksisterende rammer.

 

Relaterede artikler:

CPH vil udvide terminalerne

Københavns Lufthavn bliver CO2-neutral i år

Togstationen i Københavns Lufthavn udvides