Boarding på fly i Aalborg Lufthavn. (Arkivfoto: Aalborg Lufthavn)

Maj-vækst i jyske lufthavne

Maj lignede de foregående måneder i Jyllands to største lufthavne. Der var fremgang i både Billund og Aalborg, og samlet var der 31.000 flere passagerer.

I Aalborg Lufthavn skal 2018 tilsyneladende være rekordernes år. Ikke alene forventer man det bedste år nogensinde med omkring 1,6 millioner passagerer, men flere af årets måneder er også de bedste nogensinde i sammenligning med samme måned i tidligere år.

Det var blandt andet tilfældet i maj, hvor 149.696 passagerer rejste gennem terminalen i den nordjyske lufthavn. Det svarer til en stigning på 13,2 procent, og det var samtidig den bedste maj i lufthavnens 80-årige historie.

De 17.462 flere passagerer i forhold til samme måned sidste år kommer primært fra udenrigstrafikken, men i en mindre grad også fra de mange indenrigsflyvninger med SAS og Norwegian. Således steg antallet af indenrigspassagerer med tre procent, mens der var en stigning på hele 55,4 procent i antallet af udenrigsrejsende.

“Det er stadig i udenrigstrafikken, at vi ser en flot fremgang, ruterne til Amsterdam med KLM samt Norwegians rute til Málaga er blot et par eksempler på succesfuldt ruter,” siger Aalborg Lufthavns administrerende direktør Søren Svendsen.

Til gengæld er der en tilbagegang i chartertrafikken på 19 procent, hvilket repræsenterer 3.942 passagerer. Det skyldes i et vist omfang, at Primera Air har ændret deciderede charterflyvninger til fremover at være ruteflyvninger, og derfor er der tale om trafikforskydninger mellem charter- og udenrigssegmentet.

30 måneder med fremgang
Fremgang var der også i Billund Lufthavn for 30. måned i træk, hvor der kl. 14.00 på månedens sidste dag officielt var direktørskrifte, da Kjeld Zacho Jørgensen overlod stafetten til Jan Hessellund.

Den nyudnævnte luftfartsdirektør kunne rapportere om 319.803 passagerer i maj og en fremgang på 4,4 procent. En fremgang, der blandt andet var båret af nye udenrigsruter til Athen med Ryanair og Primera Air som operatører samt et større antal ishockeyfans, der ankom til Billund fra hele verden for at følge dele af VM-turneringen i Herning.

Endnu engang var der fremgang i udenrigstrafikken, der voksede med 12.698 passagerer til i alt 231.180.

“Væksten er fordelt jævnt på både netværk- og lavprisflyene. Blandt netværksselskaberne kan man glæde sig over flere solgte sæder, hvilket resulterer i endnu højere belægning ombord på flyene og ud over de nye lavprisruter til Athen, bidrager Ryanairs ruter Berlin og Poznan samt SunExpress’ rute til Antalya også væsentlig til lavprisvæksten” forklarer administerende direktør Jan Hessellund.

Også i chartersegmentet har der været fremgang med samlet 77.259 passagerer og en vækst på 2,3 procent. Derimod mistede Billund Lufthavn hver 10. indenrigspassager, idet der var 1.246 færre rejsende og i alt 10.203 indenrigspassagerer, hvilket omfatter rejsende til København med SAS og til Bornholm med DAT. Tilbagegangen skyldes, at SAS har skåret ned på antallet af afgange.

 

Relaterede artikler:

78.000 flere passagerer gennem Billund Lufthavn

Rekordstort antal rejsende i Aalborg Lufthavn

Udenrigsvækst på 73 procent i Aalborg Lufthavn

Lavere priser på Storebælt presser Billund-rute