Boeing 737-800 fra Flydubai.

Medie: Piloter skændtes før styrt

Piloterne på det Flydubai-fly, som styrtede ned for tre uger siden, skændtes lige inden styrtet, rapporterer internationalt nyhedsbureau.

Det kan meget vel have været en uenighed mellem piloterne, der betød, at et Boeing 737-800 fly fra Flydubai styrtede ned den 19. marts i lufthavnen i Rostov-on-Don i det sydlige Rusland.

Flyet kom fra Dubai og havde efter en fire timer lang flyvetur forsøgt at lande i Rostov-on-Dons lufthavn. Kraftig vind og regn gjorde det dog umuligt, så flyet gik i holding-position og ventede på bedre vejr. Efter mere end to timer i holding forsøgte piloterne igen. Det lykkedes dog heller ikke at lande og flyet havde netop afbrudt landingsforsøget og var begyndt at stige igen, da det styrtede ned. Der var 55 passagerer og syv besætningsmedlemmer om bord. De blev alle dræbt.

De russiske havarimyndigheder oplyste fredag, at flyet var netop begyndt at stige, da næsen blev presset nedad. Det sendte flyet ind i et stejlt dyk og piloterne var ikke i stand til at rette flyet op.

Det rigtige at gøre
Havarimyndighederne vil nu analysere piloternes snak i cockpittet i timerne op til styrtet inden de drager nogle konklusioner omkring årsagen til ulykken.

Kilder fortæller dog til russiske medier, at de første udskrifter fra flyets sort boks, som har optaget lyden i cockpittet, peger i retning af at de to piloter i minutterne før styrtet har diskuteret hvad der var det rigtige at gøre. Det skriver det internationale nyhedsbureau Reuters.

Dermed kunne noget tyde på, at den ene pilot ikke har været tilfreds med beslutningen om at afbryde landingen og derfor har forsøgt at afbryde stigningen og i stedet lande flyet.

De russiske havarimyndigheder vil dog ikke konkludere, at flystyrtet skyldes pilotfejl. Nu skal piloternes tilstand og handlinger evalueres, oplyste myndighederne fredag.

49 af samme type
Ulykkesflyet var blot fem år gammelt, da det blev leveret direkte fra fabrikken til Flydubai i januar 2011. Flyet var indrettet med 189 sæder, og flyselskabet har i dag yderligere 49 fly af samme type.

Flydubai har ikke tidligere været udsat for alvorlige hændelser i en relativt korte levetid, idet første flyvning fandt sted den 1. juni 2009.

 

Læs også:

62 dræbte ved Flydubai-styrt i Rusland