I Aalborg Lufthavn er de 1,4 mio. passagerer relativt jævnt fordelt over hele året. Dermed kommer den nordjyske lufthavn bedst ud, når man sammenligner SVID-scoren hos de tre største danske lufthavne.
Efterspørgslen efter flyrejser er ikke konstant, da de forskellige kundesegmenter ikke nødvendigvis rejser på samme tidspunkt af året.
Derfor er der stor forskel på lufthavnenes passagertilstrømning hen over året i forhold til de sæsonudsving der naturligt vil være. Bedst er det naturligvis at have en jævn efterspørgsel over hele året, idet forretningen dermed bliver mere robust, således at der ikke skal allokeres ekstra ressourcer i perioder af året.
Det internationalt anerkendte luftfartsfagmedie anna.aero har lavet et analyseværktøj, der kan måle lufthavnenes såkaldte SVID-score (Seasonal Variation In Demand, red.). Her er det muligt at beregne sæsonudsving for de enkelte lufthavne og benchmarke op imod sine konkurrenter.
Alle lufthavne med en SVID-score på 1,9 eller lavere ligger i en gruppe, hvor efterspørgselsprofilen er meget flad over hele året. Det kan være lufthavne som London Heathrow (0,9) og Hong Kong International Airport (0,45). Er scoren mellem 10 og 20 bliver det vurderet som dårligt hos anna.aero, mens alt mellem 20 og 99 procent indikerer, at der kan være nogle udfordringer for lufthavnen med at få trafikken spredt mere ud over året.
MÅNED | CPH | BLL | AAL |
JAN | 1.644.623 | 161.975 | 101.857 |
FEB | 1.657.217 | 170.292 | 99.785 |
MAR | 1.988.644 | 196.306 | 121.008 |
APR | 2.213.938 | 227.616 | 107.323 |
MAJ | 2.328.469 | 256.752 | 131.146 |
JUN | 2.523.108 | 292.244 | 137.285 |
JUL | 2.596.230 | 387.094 | 129.038 |
AUG | 2.440.706 | 306.224 | 128.598 |
SEP | 2.339.515 | 278.610 | 136.549 |
OKT | 2.330.985 | 267.117 | 126.401 |
NOV | 1.844.627 | 163.722 | 101.887 |
DEC | 1.719.031 | 144.124 | 87.882 |
TOTAL | 25.627.093 | 2.852.076 | 1.408.759 |
SVID | 2,9 | 10,5 | 2,2 |
Vurdering | God | Dårlig | God |
Kilde: Lufthavnene. Analysemodel: anna.aero
SVID-scoren i Aalborg Lufthavn er på 2,2, mens Københavns Lufthavn har en SVID på 2,9. Billund Lufthavn er i en noget anden kategori med en SVID-score på 10,5.
Til sammenligning ligger Frankfurt Lufthavn på 2,4, mens Barcelona El Prat lufthavnen har en SVID-score på 5,4.
Billund ønsker mere vintertrafik
Hos Aalborg Lufthavn er der naturligt glæde over, at lufthavnen kommer bedst ud af analysen i sammenligning med Danmarks to største lufthavne.
“En spredning i trafikken giver en sund forretning og gør os mindre sårbare“ vurderer salgs- og marketingdirektør Rikke Mølgaard fra Aalborg Lufthavn.
I Billund Lufthavn noterer man sig, at lufthavnen blot er 0,6 procentpoint fra at ligge i den kategori, der hedder “god“. Det på trods af, at lufthavnen traditionelt har en høj andel af den vestdanske chartertrafik, der er meget sæsonbestemt.
“Vi er ikke interesseret i at få mindre trafik i højsæsonen, men vi vil da rigtig gerne have mere trafik om vinteren og derigennem kunne forbedre vores SVID-score,“ siger lufthavnens marketingchef Jesper Klausholm til CHECK-IN.dk.
Billund Lufthavn har traditionelt en stor andel af de såkaldte leisure-passagerer, der også kaldes fritidsrejsende. Men lufthavnen har også en god base af forretningstrafik, der årligt ligger på mellem 800.000 og 1.000.000. passagerer.
Foto: Morten Lund Madsen