Milliardoverskud hos easyJet giver ekstra udbytte til aktionærerne

Lavprisflyselskabet easyJet øgede omsætningen med over 16 procent i det seneste årsregnskab til næsten 30 milliarder kroner. Samtidig blev overskuddet fordoblet og aktionærerne får et ekstraordinært udbytte på 1,3 milliarder kroner.

Kombinationen af lave billetpriser og mange passagerer betaler sig. I hvert fald hvis man er det britiske lavprisflyselskab easyJet. Selskabet har netop afleveret årsregnskabet, der blev afsluttet per 30. september 2011.

I de foregående 12 måneder omsatte lavprisflyselskabet for 3.452 millioner britiske pund. Det svarer til 29.994 millioner danske kroner og er en fremgang i omsætningen på hele 16,1 % i forhold til året før.

Før skat blev overskuddet på £248 millioner, hvilket er en massiv fremgang på 60,8 % i forhold til forrige år, hvor overskuddet før skat var på £154 millioner.

”easyJet har gjort gode fremskridt i år. Vores stærke drifts- og regnskabsresultat er et resultat af easyJet-medarbejdernes hårde arbejde og engagement for at præstere i forhold til vores formål om at gøre det at rejse let og overkommeligt for vores kunder,“ siger easyJets administrerende direktør, Carolyn McCall i en kommentar til årsregnskabet.

Overskud næsten fordoblet

Overskuddet efter skat blev næsten fordoblet til £225 millioner mod £121 millioner i samme periode året før. I lyset af den stærke indtjening har bestyrelsen valgt at give aktionærerne et ekstraordinært udbytte på £150 millioner til næste år. Det svarer til 1.303 millioner danske kroner.

Overskuddet hos easyJet kommer til trods for en stigning i brændstofregningen på £100 millioner, mens lavprisflyselskabet på øvrige områder holdt en stram omkostningskontrol.

Selskabet forbedrede punktligheden med 13 procentpoint til 79 % og kundetilfredsheden steg også. Passagertallet steg knap 12 % til 54,5 millioner passagerer og samtidig øgede easyJetsalget af tillægsydelser med 12,9 % til knap 100 kroner per sæde.

Positive forventninger

Forventningerne til det nye regnskabsår er positive og45 % af sæderne i vinterproduktionen er allerede booket. Selskabet fremhæver dog, aten svag og usikker økonomisk vækst kan få negativ indflydelse på det nye regnskabsår.

Og her ikke mindst det fortsat høje brændstofpriser en udfordringer. Selskabet oplyser, at man står til en ekstra brændstofregning på £220 millioner – næsten 2 milliarder danske kroner – i det nye regnskabsår, hvis olieprisen forbliver på det nuværende høje niveau.