Finansminister Bjarne Corydon roser majoritetsaktionærerne i Københavns Lufthavn for at drive lufthavnen ganske fornuftigt og med fokus på strategisk vækst.
Siden den danske stat i år 2000 opgav sit majoritetsejerskab af Københavns Lufthavne A/S har det flere gange været diskuteret hvor klogt det nu var. Diskussionen fik ekstra luft i 2006, da den australske kapitalfond Macquarie Airportsfik kontrol med lufthavnen. Fra flere sider blev der spekuleret i, om ikke australierne var mere interesseret i at hive penge hjem til dem selv end at udvikle Københavns Lufthavn og sikre, at lufthavnen fortsat er et vigtigt nordeuropæisk knudepunkt.
I dag ejer Macquarie sammen med den canadiske pensionskasse Ontario Teachers’ Pension Plan 57,7 procent af lufthavnen og sidder dermed på kontrollen med selskabet. Den danske stat ejer 39,2 procent, som forvaltes af Finansministeriet. Og finansminister Bjarne Corydon har kun ros til overs for hovedaktionærerne.
”Det er min opfattelse, at lufthavnen drives forretningsmæssigt ganske fornuftigt, og at ejerne har fokus på langsigtet strategisk vækst,” sagde Bjarne Corydon, da han tirsdag eftermiddag var kaldt i samråd i Folketingets Trafikudvalg om situationen for Københavns Lufthavn nu og i fremtiden.
Det var Venstres Martin Geertsen, der havde bedt ministeren om at redegøre for lufthavnens tilstand. Geertsen, der er valgt på Amager, var interesseret i at vide hvad en eventuel SAS-konkurs og den nye storlufthavn i Berlin ville få af betydning for Københavns Lufthavn. Både med hensyn til arbejdspladser, men også med hensyn til udbuddet af ruter.
Klar forståelse
På det 26 minutter lange møde forklarede Bjarne Corydon til Martin Geertsen og de få andre fremmødte udvalgsmedlemmer, at han havde haft en intensiv dialog med både ledelsen i Københavns Lufthavn og de andre ejere af lufthavnen.
”Jeg har hos de andre ejere mødt en klar forståelse for, at vi skal være opmærksomme på, at lufthavnen hele tiden er konkurrencedygtig og har et attraktivt udbud af ruter,” forklarede Corydon.
Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, spurgte ministeren, om ikke det var en mulighed for staten at købe de andre ejere ud og genvinde den fulde kontrol. Et forslag, som Bjarne Corydons partifælle, Københavns overborgmester Frank Jensen, også har spillet på banen.
Den idé blev dog iskoldt afvist af finansministeren:
”Ideen er blevet fremført fra flere sider. Men jeg har endnu ikke hørt noget bud på hvordan man skal finansiere et eventuelt køb.”
Markedsværdien af Macquarie og Ontario Teachers’ Pension Plan’s aktiepost på 57,8 procent var tirsdag eftermiddag 8,73 mia. danske kroner. Hvis Bjarne Corydon ombestemmer sig og får lyst til at få kontrol med lufthavnen igen, så kan han i princippet blot købe 10,8 procent + én aktie. Men det er den ene aktie, som bliver den dyre, da den vil give ham kontrollen med selskabet.