Dreamlinere fra Norse Atlantic parkeret i Oslo Lufthavn. (Arkivfoto: Norse Atlantic | Facebook)

Næsten 200.000 passagerer med Norse i rekordmåned

Norse Atlantic Airways havde tæt på 200.000 passagerer i august, hvilket var månedsrekord. Herudover formåede det norske langdistanceflyselskab også at sætte rekord i belægning.

August var en særlig god måned for Norse Atlantic Airways vurderet ud fra selskabets trafiktal.

Således transporterede det norske langdistanceflyselskab i alt 191.291 passagerer, hvilket er det hidtil højeste antal, som selskabet har fløjet med i én måned siden første flyvning i juni 2022. Antallet repræsenterer desuden en stigning på 26 procent i forhold til samme måned året før.

De næsten 200.000 passagerer blev transporteret på sammenlagt 661 flyvninger – herunder var 11 ture charterflyvninger.

Foruden passagerrekorden satte Norse også rekord i belægningsgrad i august. Således landede belægningen på 87 procent, hvilket repræsenterer en stigning på ét procentpoint i forhold til august 2023. Herudover satte Norse også månedsrekord i fragtvolumen.

Norse gennemførte desuden 100 procent af sine ruteflyvninger i august, mens 78 procent af flyvningerne ankom inden for 15 minutter efter planlagt ankomsttidspunkt.

Har tabt flere milliarder kroner
Bjørn Tore Larsen, grundlægger af og koncernchef i Norse Atlantic Airways, glæder sig over, at flyselskabet i årets sidste sommermåned satte rekord i fragtvolumen, antal passagerer og belægningsgrad.

”Disse præstationer er et kraftfuldt vidnesbyrd om vores værdi for pengene-model og hele vores medarbejderstabs dedikation. Derudover havde flyselskabet allerede ved udgangen af ​​august måned solgt flere segmenter i 2024 end i hele 2023,” siger han.

Mens Norse kan glæde sig over trafiktallene i august, må selskabets ledelse og ejere derimod få panderynker over økonomien.

Således endte årets andet kvartal med et underskud, der svarer til 212 millioner kroner. Dermed har Norse tabt i alt 3.062 millioner kroner siden etableringen for tre år siden. Norse har ifølge eget udsagn senest været særligt udfordret af et ugunstigt prismiljø, hvilket sendte omsætningen per passager ned med 11 procent i årets andet kvartal i forhold til samme periode sidste år.

I den seneste kvartalsrapport fortalte Norse desuden, at selskabet i større grad fremover vil sikre langsigtede charteraftaler med sine Boeing 787 Dreamlinere og gennemføre betydelige besparelser i omkostningerne.

 

Relaterede artikler:

Norse har tabt over tre milliarder kroner

Norse: Andet kvartal bliver svagere end forventet

Regulært kollaps: Norse-aktien har tabt 35 procent