Fly i Billund Lufthavn. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

Næsten 400.000 passagerer i Billund Lufthavn

Billund Lufthavn var tæt på at ramme det rekordhøje passagerniveau fra juni sidste år og fik i dette års juni i en svag passagertilbagegang på 0,6 procent. Til gengæld steg fragtmængderne med næsten 25 procent.

Det var lige ved og næsten for Billund Lufthavn i forhold til at ramme samme rekordhøje passagertal i juni som sidste år. Det blev dog “kun” til 398.206 passagerer i dette års juni mod 400.577 i samme måned sidste år, og derfor måtte der registreres en beskeden tilbagegang på 0,6 procent.

I første halvår af 2024 var der samlet 1.750.974 passagerer gennem lufthavnen, og der var 47.220 færre end i første halvår af 2023, og dermed har der i år været 2,5 procent færre rejsende gennem terminalen i Billund i forhold til rekordåret 2023.

Billund Lufthavns administrerende direktør Jan Hessellund har da også valgt at kigge fremad – og ikke tilbage – i kommentarerne til sidste måneds trafiktal.

“Vi har et stærkt udbud af rejser til de populære charterdestinationer, så vi forventer en god juli måned, hvor mange vælger at tage mod varmere himmelstrøg fra Billund. Grækenland er den suverænt største charterdestination i år med over 100.000 forventede rejsende i juli og august. Samtidig oplever vi en stor interesse for netværksruterne, der forbinder Vestdanmark med hele verden, hvor de store hubs i London, Amsterdam, Frankfurt og Paris er populære i år.”

Fragtvækst pænt over markedsniveauet
Til gengæld er der mere lyst til at kommunikere om den store fremgang i fragtmængder, som lufthavnen har oplevet i 2024.

I juni blev der håndteret 8.138 tons fragt mod 6.548 tons i samme måned sidste år. Det svarer til en fremgang på 24,3 procent. Nogenlunde samme fremgang er der registreret for årets første seks måneder, hvor der blev håndteret 44.922 tons fragt mod 35.722 tons i samme periode af 2023.

Dermed er fragtmængderne steget med ikke mindre end 25,9 procent fra januar til juni i år, og det er et pænt stykke over den globale vækst, der gennemsnitligt ligger på otte procent.

“Vi er meget tilfredse med den fortsatte vækst i vores luftfragtsoperation. Det er et klart tegn på, at vores strategier bærer frugt, og at vi formår at imødekomme den store globale efterspørgsel. Vores stærke placering over markedsgennemsnittet vidner om vores position som en væsentlig aktør inden for luftfragt samt de gode partnerskaber med fragtflyselskaberne,” fastslår lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Svag passagertilbagegang i Billund Lufthavn

Uventet underskud i Billund Lufthavn

Tæt på fire millioner passagerer i Billund Lufthavn