Ankommende fly i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: Airbus A321 fra Sunclass Airlines, © Thorbjørn Brunander Sund | Danish Aviation Photo)

NIRAS: Flyvning kan blive den mest optimale transportform

Anvendelse af bæredygtigt brændstof vil gøre flyvning til den mest optimale transportform i Danmark, lyder det fra NIRAS, som har lavet en analyse over klimabelastningen fra indenrigstransport.

Indenrigsflyvning i Danmark får ofte kritik for at være mere klimabelastende end eksempelvis tog og bil. Men flyvning kan faktisk blive den mindst CO2-udledende transportform i fremtiden.

Det konkluderes i en ny analyse med navnet ’Luftfart og klima’ fra den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS, og som er udført i maj 2022 for Brancheforeningen Dansk Luftfart.

I analysen bliver forskellige transportformer vurderet i forhold til hinanden med udgangspunkt i, hvor meget de hver især udleder af CO2 på en rejse mellem København og Aalborg. Der er tale om elbil, togtur, flytur, bilfærge og benzinbil. Flyturen er fundet til at være den tredjemest klimabelastende transportform, men der er potentiale til, at den kan blive den mindst udledende.

”Vi skal producere og anvende mere bæredygtige brændstoffer så snart som muligt. Det vil gøre flyvning til den mest optimale transportform med det laveste klimaaftryk til mange destinationer i Danmark. I flyet rejser man mange sammen og den korteste afstand mellem to destinationer er som bekendt fugleflugt. Det kan hverken el-biler, tog eller busser konkurrere med,” siger Erik C. Wormslev, udviklingschef for klima, energi og ressourcer i NIRAS.

Elbil med mindst CO2-aftryk – benzinbil med mest
Analysen, der altså er udarbejdet for Dansk Luftfart, gør det således muligt at sammenligne klimaaftrykket fra førnævnte transportformer mellem København og Aalborg.

Transportformen med det mindste klimaaftryk er elbil (hele vejen til Aalborg), der udleder otte kilo CO2 mellem de to byer, viser analysen.

Herefter kommer togturen (S-tog, IC-lyntog og derefter bus) med 19 kilo CO2, flyturen (Airbus A320neo og elbil-taxa til og lufthavn) udleder 29 kilo CO2, bilfærge (elbil til Odden, hurtigfærge til Aarhus og videre med elbil) udleder 43 kilo CO2, mens benzinbilen (hele vejen til Aalborg) er den mest klimabelastende med 45 kilo CO2.

”Når man følger dagspressen kan man få det indtryk, at der er markant højere udledninger forbundet med at flyve indenrigs frem for at tage bilen eller toget. Hensigten med den her komparative analyse er at vise, hvor store udledningerne forbundet med de forskellige transportmidler typisk vil være,” siger miljøøkonom Lars-Christian Sørensen fra NIRAS.

Stort arbejde med syntetiske brændstoffer
Analysen er primært udarbejdet på baggrund af klimabelastningen relateret til forbruget af drivmidlet – herunder altså CO2-udledningen ved eksempelvis flybrændstof, benzin og diesel. Herudover er medregnet de direkte udledninger ved produktion af el til eltog og -biler.

Der foregår masser af forskning og udvikling, der vil kunne realisere planerne om nye typer syntetiske brændstoffer, der også kendes som Power-to-X. Der er flere konkrete projekter i gang rundt omkring, som vil kunne fremme dette bæredygtige drivmiddel.

Derfor vil de fleste transportmidler i fremtiden også få et lavere klimaaftryk, end tilfældet har været ved udarbejdelsen af analysen i maj 2022 og i dag. Forholdet mellem de forskellige transportformers CO2-udledninger vil derfor også ændre sig i fremtiden, fortæller Erik C. Wormslev.

 

Relaterede artikler:

Fly til Folkemødet mere klimavenligt end bil og tog

Rapport: Danmark kan producere grønt flybrændstof

Grøn tænketank roser dansk luftfarts klimaplan