Nordic Seaplanes har indgået et samarbejde med norske Equator Aircraft om udvikling af et hybrid-elektrisk vandfly, der vil kunne benyttes til sightseeingture.
Inden for en overskuelig fremtid kan det blive virkelighed med elektriske fly i dansk luftrum. Det skriver Nordic Seaplanes i et oplæg til en pressemeddelelse om samarbejdet med Equator Aircraft Norway AS.
Den norske virksomhed har lavet en protoptype til et hybrid-elektrisk vandfly, og flyet, der har fået navnet P2 Xcursion, har ifølge selskabets oplysninger en rækkevidde på ikke mindre end 1.565 kilometer og flyver med en hastighed på op til 240 kilometer i timen.
Til gengæld er der lige nu kun plads til to personer i prototypen, hvorfor det nok varer en rum tid, inden fly af denne type kan benyttes til passagertransport på ruten mellem Aarhus og København, som Nordic Seaplanes i dag betjener med 19-personers Twin Otter-fly.
Equator Aircraft er dog i gang med at udvikle et fly til fire personer, som er egnet til sightseeing-flyvninger, og dette fly skal på en større præsentationstur næste år.
“Sightseeing er et marked, der ligger til højrebenet. Der er mange byer i verden, der har et stykke vand, hvor elfly kan være løsningen til at erstatte helikoptere og mindre traditionelle fly. Det er et rigtig godt marked, hvor vi i dag tjener flere penge på rundflyvningerne end på ruteflyvningen mellem Aarhus og København,” fortæller administrerende direktør Lasse Rungholm fra Nordic Seaplanes til CHECK-IN.dk.
Må vente op til 25 år
Nordic Seaplanes-direktøren håber, at aftalen med Equator Aircraft og eventuelt senere brug af selskabets fly til rundflyvninger, kan skabe grundlaget for viden og erfaring, der på længere sigt kan benyttes til passagertransport i større skala mellem Aarhus og København.
“Fremtiden er elektrisk, og vi ønsker at være med helt fremme. Derfor har vi indgået en aftale med Equator om at stille viden og erfaring til rådighed, når det handler om vandfly. Vi er meget interesseret i denne teknologi, og vi har en plan om at operere en flåde af elektriske fly, så snart de bliver tilgængelige,” udtaler Lasse Rungholm.
Det bliver dog ikke i den nærmeste fremtid, at man kan flyve elektrisk mellem Aarhus og København. På spørgsmålet om, hvorvidt vi taler om fem eller 25 år, lyder det fra Lasse Rungholm:
“Jeg har ingen anelse om det, men det er nok tættere på 25 år end fem år,”
Nordic Seaplanes håber at kunne høste værdifuld erfaring gennem samarbejdet med Equator Aircraft, og Lasse Rungholm vil ikke udelukket, at det i løbet af få år vil være muligt at beskæftig fem til seks elektriske småfly til sightseeingopgaver.
Relaterede artikler:
Nordic Seaplanes søger piloter til endnu et vandfly