Nordtysk priskrig gavner danskerne

På mandag den 31. marts åbner easyJet 15 nye ruter fra Hamborg Lufthavn. Det har skabt en priskrig i det nordtyske marked, der kan komme rejsende fra det sydlige Danmark til gode.

Mandag den 31. marts er der lagt op til festdag i Hamborg Lufthavn, når det britiske lavprisflyselskab easyJet åbner sin nye base i den nordtyske lufthavn, der i 2013 havde 13,7 mio. passagerer. Dermed var Hamborg Lufthavn mere end det halve af størrelsen i CPH samt næsten fem gange større end Billund Lufthavn.

Basen i Hamborg bliver dermed den nordligste i det kontinentale Europa, hvor Københavns Lufthavn længe har ønsket at kunne udvide samarbejdet med easyJet til en egentlig baseetablering. Men det blev i stedet den ekspansive nordtyske lufthavn, der fik den mulighed.

Det betyder, at easyJet fra den 31. marts og fremad åbner hele 11 nye ruter til blandt andet Athen, Catania, København, Milano, Napoli, Nice, Mallorca og Venedig, mens sæsonruterne til Ibiza, Kalamata og Split først indledes i juni måned.

I forvejen flyver easyjet fra Hamburg til destinationer som Basel, Edinburgh, London-LGW og London-LTN, Manchester og Rom.

Med den nye easyJet-satsning er der lagt op til et større lavprisslagsmål, når easyJet i Hamborg skal krydse klinger med Airberlin, Germanwings, Condor, TUIfly, Norwegian og Vueling.

Kommer danskere til gode
Der er således allerede nu lagt op til en veritabel priskrig, når easyJet på næste mandag tager hul på sin massive satsning i det nordtyske marked.

Ifølge Dansk Flyprisindex, der udgives af rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, er påskerejserne i uge 16 billigere fra Hamburg end fra de danske lufthavne. Det skyldes igangsætningen at priskrigen, hvor især Germanwings har lagt hårdt ud. Således koster en returbillet fra Hamburg til 10 udvalgte europæiske storbyer blot 1.100 kroner fra Hamburg mod 1.181 fra København og 1.455 fra Billund.

Eksempelvis tilbyder easyJet en returbillet fra Hamburg til Rom for 1.454 kr., mens den tilsvarende pris fra København og Billund er henholdsvis 1.601 kr. og 1.812 kr. med henholdsvis Lufthansa og Ryanair. Den tyske lavpriskonkurrent Germanwings tilbyder en returbillet til Paris i påskeugen for 1.119 kr., mens prisen er 1.538 kr. med easyJet fra København og 1.682 kr. med KLM fra Billund via Amsterdam.

”Den gigantiske nordtyske priskrig kombineret med, at skærtorsdag ikke er helligdag i Tyskland, giver danske rejsende gode muligheder for at finde en billig påskerejse med ruteflyselskaber fra Hamburg Airport,” vurderer administrerende direktør Ole Stouby fra rejsesøgemaskinen Travelmarket.dk, der udgiver Dansk Flyprisindex.