Visualisering af Noemi-fly fra Loch Lomond Seaplanes. (Illustration: Loch Lomond Seaplanes | Elfly Group | PR)

Norsk el-fly til vandflyselskab ved ikonisk skotsk sø

I fremtiden kan spottere opleve det kommende elfly fra Elfly Group lette og lande på en kendt sø i Skotland, da den norske producent netop har indgået en aftale med et skotsk flyselskab.

Mange har måske sunget med på Runrigs sang Loch Lomond, der er opkaldt efter den skotske sø af samme navn. Søen har derudover også givet navnet til den whisky, som Tintins bonkammerat og rejsemakker Kaptajn Haddock drikker med største fornøjelse.

Udover at have efterladt et kulturelt aftryk, er søen også interessant for luftfartsinteresserede. Den benyttes nemlig som udgangspunkt for de flyvninger, som selskabet Loch Lomond Seaplanes foretager til både destinationer i Skotland og resten af Storbritannien.

Vandflyselskabet blev grundlagt i 2004 og siden dengang, har Loch Lomond Seaplanes haft i omegnen af 200.000 passagerer ombord på dets flyvninger, der fortrinsvis er blevet foretaget med Cessna 208 Caravan-vandfly med plads til ni passagerer og én pilot.

I fremtiden vil man dog vinke farvel til traditionelt brændstof, oplyser Loch Lomond Seaplanes, og derfor har selskabet netop indgået en aftale med norske Elfly Group, der er i færd med at udvikle et nyt vandfly, som flyver på el.

Sikrer sig muligheden for fem fly
De to selskaber har underskrevet et forståelsespapir – Memorandum of Understanding – som går ud på, at Loch Lomond Seaplanes har til hensigt at købe to af Elfly Groups Noemi-fly, ligesom man har tegnet option på atter tre, hvis det viser sig at være nødvendigt.

Flyets navn er en sammentrækning af ’no emissions’, der oversat til dansk betyder ingen udledninger. Efter planen får det ni sæder, og det vil kunne tilbagelægge strækninger på op mod 200 kilometer.

I tillæg til at føje flytypen til Loch Lomond Seaplanes’ flåde vil de to selskaber i regi af aftalen også fokusere på at effektivisere driften af vandfly, lave lobbyarbejde for ny lovgivning og arbejde for at der bliver etableret ny infrastruktur til brug ved flyvningerne.

Sidste år indgik Nordic Seaplanes en lignende aftale med Elfly Group. Heri klargjorde det danske vandflyselskab sin intention om potentielt at købe fem Noemi-fly, mens man derudover har sikret sig option på yderligere 10.

Kalder fly for en perfekt blanding
David West, der er administrerende direktør hos og ejer af Loch Lomond Seaplanes, er ikke overraskende godt tilfreds med aftalen.

“For os repræsenterer Noemi en perfekt blanding af tradition og nytænkning. Vores passagerer har i mange år sat pris på den oplevelse, som det er ​​at flyve over Skotlands smukke landskaber, og nu kan vi tilbyde dem den oplevelse, men hvor miljøpåvirkningen er meget mindre.”

Netop David West har arbejdet med luftfart i mere end 50 år, hvor han blandt andet har fløjet for Cathay Pacific, British Midland og Euroair samt været involveret i at udvikle lovgivning for vandfly.

Elfly Groups CEO Eric Lithun ser frem til, at man som følge af den nye aftale kan få mulighed for at trække på hans erfaringer i forhold til videreudviklingen af det norske vandfly og alt det andet, der følger med.


Relaterede artikler:

Nordic Seaplanes indgår milliardaftale om elfly

Elfly Group flytter ind i hangar i Oslo–lufthavn

55 millioner kroner i støtte til udvikling af norsk elfly