Sandefjord Torp. (Foto: Elfly Group | PR)

Elfly Group flytter ind i hangar i Oslo–lufthavn

I år sættes der for alvor gang i byggeriet af prototypen af Elfly Groups elektriske vandfly. Derfor er producenten rykket ind i en stor lufthavnshangar, der skal danne ramme om arbejdet.

Før i tiden var brugen af vandfly i Vestnorge mere udtalt, end tilfældet er i dag, men det vil Elfly Group gerne ændre på i fremtiden. Derfor er den norske flyproducent i færd med at udvikle flyet Noemi med støtte fra staten.

Navnet er en sammentrækning af ’no emissions’ (ingen udledninger, red.), og det er valgt, fordi Noemi flyver på el. Det bliver desuden et såkaldt amfibiefly, hvilket vil sige, at det kan lande på både vand og land. Elfly Group håber at have en prototype klar til at gå i luften i 2026.

Prototypen er tiltænkt at få en rækkevidde på 170 kilometer, men når den kommercielle udgave af flyet sendes på vingerne, hvilket efter planen vil ske i 2030, er det meningen, at det skal kunne tilbagelægge strækninger på op til 200 kilometer og have en topfart på 250 kilometer i timen.

Ifølge producenten vil de tidlige versioner af flyet være udstyret med mellem ni og 13 sæder, men hensigten er, at dette skal øges således, at man på sigt får plads til 19 passagerer, der kan flyves mellem havne og fjorde i først Norge og senere hen også andre lande.

Flytter en del af aktiviteterne
Nu oplyses det, at arbejdet med at få udviklet prototypen af Noemi for alvor går i gang i løbet af sommeren i år.

Til det formål har Elfly Group hyret nyt personalet, og der er nu et hold på i alt 30 erfarne ingeniører, der har til opgave at føre planerne ud i livet. De ansatte har tidligere haft en hverdag hos eksempelvis Airbus, Pilatus Aircraft, HondaJet, Dornier Seawings and Heart Aerospace.

Derudover er selskabet flyttet ind i en hangar i lufthavnen Sandefjord Torp (TRF), der ligesom Oslo-Gardermoen (OSL) og Moss Lufthavn Rygge (RYG) er omfattet af metropol-koden ’OSL.’

Her får flyproducenten 1.160 af hangarens i alt 1.700 kvadratmeter at boltre sig på med plads til både kontorer og værksteder. Det er desuden meningen, at senere prøveflyvninger og tests også skal finde sted med udgangspunkt i Sandefjord Torp, der er den største privatejede lufthavn i Norge og har trafik fra blandt andet Widerøe, Ryanair, KLM, Air Baltic, Norwegian samt Wizz Air.

Får rigeligt plads
I tillæg til Elfly Group huser den norske lufthavn også Norwegian Air Ambulance, flere flyveskoler samt de faciliteter Widerøe benytter til vedligeholdelse af selskabets 16 Dash 8-Q400-fly. Eric Lithun, der er stifter og administrerende direktør for Elfly Group, mener, at selskabet er landet et godt sted.

”Sandefjord Torp er en fremragende ramme for os til at bygge og videreudvikle i, mens vores andre forretningsaktiviteter fortsat vil foregå i Bergen. Vi får rigeligt med plads til at udvide, når vi skal teste flyet og føje flere ansatte til vores stab.”

Lufthavnsdirektør Gisle Skansen fra Sandefjord Torp erklærer sig mere end tilfreds med, at producenten har valgt lufthavnen som omdrejningspunkt for den praktiske del af arbejdet med at få udviklet og bygget et norsk elfly.


Relaterede artikler:

Rapport: 20 nordiske ruter vil være ideelle for elfly

55 millioner kroner i støtte til udvikling af norsk elfly

Norsk virksomhed præsenterer 19-sæders elfly