- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norwegian åbnede rute til ”verdens ende”

I lørdags indviede Norwegian en ny rute til den argentinske by Ushuaia, der har verdens sydligst beliggende kommercielle lufthavn.

Verdens nordligste kommercielle lufthavn ligger på Svalbard, og den sydligste ligger ved Ushuaia i Argentina. Og fremover kan de rød-hvide Norwegian-fly opleves begge steder.

Det står klart, efter Norwegian i lørdags åbnede den ottende indenrigsrute i Argentina. Lavprisflyselskabet gjorde sin entré i det store sydamerikanske land med den første indenrigsrute i oktober sidste år.

Den nye forbindelse får to ugentlige rotationer fra Jorge Newbury-lufthavnen i Buenos Aires til Malvinas Argentinas Airport i byen Ushuaia. Det første fly på rutenummer DN6120 afgik klokken fem lørdag morgen fra den argentinske hovedstad med ankomst klokken 08.40 i et sneklædt Ushuaia.

Norwegian til verdens yderpunkter
Norwegian gennemførte flyvningen med en af sine i alt tre Argentina-baserede Boeing 737-800, og flyet landede til en velkomstceremoni med deltagelse af turistbureauer, medier og andre gæster.

”Vi er meget stolte, fordi vi har arbejdet hårdt for at gøre denne rute til virkelighed. Forbindelse er en nøglefaktor for udviklingen af ​​regionale økonomier og vores mål er at bidrage til denne udvikling,” lød det fra Martín Bulla, vicechef i Norwegian Air Argentina.

“Ushuaia er en destination med enestående attraktioner for argentinske turister såvel som udlændinge; en af ​​turistjuvelerne i Argentina. Norwegian er nu det eneste flyselskab i verden, der opererer til de to mest ekstreme kommercielle lufthavne på planeten. Foruden til Ushuaia opererer flyselskabet til Svalbard i Norge, det er den nordligste kommercielle lufthavn.”

Hård konkurrence på Ushuaia-rute
Der var også stor glæde hos det lokale turistbureau Fuegian Tourism Institute, som havde set frem til at tage imod Norwegian-flyet.

”Det er meget tilfredsstillende at have et nyt flyselskab, der forbinder byen med kontinentet – især når det kommer til et af de vigtigste selskaber i verden,” sagde præsident Luis Castelli.

Ushuaia ligger i den argentinske provins Tierra del Fuego i det allersydligste af landet, og byen har små 60.000 indbyggere. Norwegian har afgange fra Buenos Aires til byen på lørdage og søndage, hvor sidstnævnte afgang opereres om aftenen. Også de argentinske flyselskaber Aerolineas Argentinas og Austral samt chilenske LATAM opererer fra Buenos Aires til Ushuaia.

Planlægger fordobling af ruter
I fredags – dagen før Ushuaia-åbningen – lancerede Norwegian også en ny rute til Jujuy i det nordvestlige hjørne af Argentina. Med de to nye ruter er Norwegian oppe på otte argentinske indenrigsruter, der alle tager udgangspunkt fra Buenos Aires. De seks øvrige destinationer tæller Córdoba, Mendoza, Neuquén, Salta, Bariloche og Iguazú.

I maj i år luftede Norwegian ambitioner om at fordoble antallet af argentinske indenrigsruter fra de daværende seks til 12 ruter i løbet af det igangværende efterår. Indtil videre har der således være to nye ruteåbninger.

Norwegian Air Argentinas tre Boeing 737-800 er indrettet med 189 sæder, og flyene har en gennemsnitsalder på to og et halvt år.

 

Relaterede artikler:

Rekordhøj belægning hos Norwegian Air Argentina

Norwegian fordobler antallet af ruter i Argentina

Norwegian tæt på at trække sig ud af Argentina