Boeing 787-9 fra Norwegian (Foto: Norwegian/PR/David Peacock)

Norwegian-aktien under én krone

Torsdag blev Norwegian-aktien for første gang handlet ned under én krone på Oslo Børs. Flere finanshuse har for nylig nedjusteret kursmålet til mellem 0,30 og 0,50 norske kroner per aktie.

Torsdag den 24. september blev en historisk dag for Norwegian på Oslo Børs. Der var dog ikke meget at fejre for det norske lavprisflyselskab, der for første gang siden børsnoteringen for snart 17 år siden måtte se aktiemarked lukket med en slutkurs på under én norsk krone.

Hele ugen har kursen ligget konstant omkring en norsk krone per aktie, men efter en tidlig melding om, at Bank of China-leasingselskabet BOC Aviation havde solgt 421.000 aktier til en øjeblikkelig beholdning på 363.970,734 aktier og en tilsvarende ejerandel på 9,99 procent, bredte nervøsiteten sig i markedet.

Aktiekursen faldt hurtigt til 0,93 norske kroner per aktie, men kursen stabiliserede sig i løbet af dagen til en lukkekurs på 0,96 kroner.

Det har længe været ventet, at aktiens værdi ville falde til under en norsk krone, og for tre uger siden nedjusterede Nordea Markets kursmålet til 0,50 kroner per aktie med en tydelig salgsanbefaling. Britiske HSBC er endnu mere pessimistiske og nedjusterede for nylig fra 1,10 kroner til blot 0,30 kroner per aktie.

Afventer udløb af to lock-up perioder
Dagens kursfald svarer til, at yderligere 4,50 procent blev barberet af børsværdien. Samlet har aktien oplevet et kursfald på 8,57 procent i løbet af den seneste uge, og år til dato har kursfaldet været på 97,47 procent.

Næste store kursfald ventes omkring den 9. oktober, hvor en ny lock-up periode udløber for de leasingselskaber og obligationsejere, der har fået konverteret gæld til aktier. Herefter følger endnu en frist den 9. december, og på dette tidspunkt vil aktierne være tæt på værdiløse, hvis kursudviklingen fortsætter.

På diverse aktiefora diskuteres Norwegian-aktien livligt. De fleste er enige om, at der kommer i løbet af de kommende uger vil ske endnu et kursdyk.

“Vi vil sandsynligvis hurtigt komme ned i 70 øre, men det er svært at forudsige, hvor stort et tab leasingselskaberne er villige til at tage, men de vil skaffe sig af med en hel del. Jeg tror, at det er muligt at handle NAS (børskoden for Norwegian Air Shuttle, red.) til mindre end 50 øre inden jul. Inden for 12 måneder er NAS konkurs, og alt er gået tabt,” forudser en en bruger på norske Finansavisen.no.

 

Relaterede artikler:

To danske banker ejer 37 millioner Norwegian-aktier

Tæt på en milliard Norwegian-aktier frigivet

Norwegian: Betydelig risiko for konkurs