Norwegian bedre til at fylde flyene

85 ud af 100 sæder på Norwegians fly var besat af passagerer i årets andet kvartal. På langruterne blev passagertallet mere end fordoblet og 91 ud af 100 sæder var besat.

Der var mere trafik i midtergangene på Norwegians Boeing 737 og Boeing 787 Dreamliner-fly i årets andet kvartal sammenlignet med samme periode sidste år. Således steg belægningen med procentpoint til 85 procent. På langdistanceruterne var belægningen endnu højere med 91 procent. I andet kvartal fløj 324.000 passagerer på Norwegians langdistanceruter. Det er mere end en fordobling fra sidste år, hvor passagertallet var 139.000 i andet kvartal.

I alt fløj syv millioner passagerer med Norwegian i andet kvartal – en stigning på 9 procent. Den stærkeste vækst i antal passagerer havde Norwegian i London Gatwick, tæt efterfulgt af Oslo. Også de spanske lufthavne har solid vækst i antal Norwegian-passagerer.

”Dette har været et godt kvartal for os med en positiv udvikling jævnt over hele rutenettet – ikke mindst på langdistanceruterne. Vi har fyldt flyene, lanceret nye ruter til spændende destinationer og ikke mindst fået gode anmeldelser fra kunderne i form af to Skytrax-priser,” siger administrerende direktør Bjørn Kjos fra Norwegian.

Norwegian blev i juni kåret til verdens bedste lavprisselskab på langdistance i konkurrence med flyselskaber verden over. Norwegian vandt også prisen for bedste lavprisselskab i Europa for tredje år i træk. Skytrax Awards regnes som værende den mest prestigefyldte og anerkendte prisuddeling i flybranchen.

Svag norsk krone
Norwegian kom ud af kvartalet med et overskud før skat på 456 millioner norske kroner. Det er 593 millioner norske kroner bedre end sidste år. I andet kvartal omsatte Norwegian for næsten 5,9 milliarder norske kroner, en stigning på 16 procent fra tilsvarende kvartal sidste år. På langdistanceruterne var omsætningsvæksten 60 procent.

Selv med en svag norsk krone gik enhedsomkostningerne ned, hvilket sikrer selskabet konkurrencekraft i fremtiden. Omkostningerne til brændstof gik ned og opvejede mere end effekten af en svag krone. Samlet kapacitetsvækst (ASK) var på 8 procent i andet kvartal, mens trafikvæksten (RPK) var 15 procent, hvilket hænger sammen med, at hver Norwegian-passager nu i gennemsnit flyver længere end før.