Norwegian booster skandinavisk langrute-kapacitet

Med købet af yderligere to Boeing 787 Dreamliner-fly kommer Norwegian op på otte fly til sin kommende langrutesatsning. Det vil øge antallet af sæder på skandinaviske langdistancefly med 85 procent.

Endnu inden selskabets meget omdiskuterede satsning på langdistanceflyvninger til lavpris er gået i luften, har Norwegian besluttet at øge den kommende flåde af Boeing 787 Dreamliner-fly med 33 procent fra seks til otte fly. Således vil selskabet fra starten af 2014 lease to 787’ere fra ILFC på en 12-årig kontrakt.

Det betyder, at det norske selskab modtager tre Boeing 787 Dreamlinere i 2013, fire i 2014 og et fly i 2015. Fem af flyene bliver leaset, mens Norwegian vil eje de sidste tre.

De otte fly får hver plads til 291 sæder, og de tilsammen 2.328 nye sæder betyder, at det samlede antal sæder på nordiske langdistancerutefly øges med 85 procent. I dag er SAS nemlig det eneste skandinaviske ruteluftfartsselskab med langdistancefly ,og selskabets syv Airbus A340 og fire Airbus A330 har tilsammen 2.771 sæder.

København kommer med
I starten af maj besøgte et Boeing 787 Dreamliner-fly Oslo-Garderemoen lufthavnenpå en verdensturne til de selskaber, som har bestilt det nye fly. I den forbindelse fortalte Norwegian-topchef Bjørn Kjos, at selskabets første langdistanceruter bliver fra Oslo og Stockholm til New York og Bangkok.

København skal nok komme med på rutekortet, forsikrede Kjos. Men når de allerførste fly går i luften i foråret næste år bliver det fra hjemmebanen i Oslo og fra Stockholm Arlanda. Et logisk træk når man tænker på, at hovedparten af SAS’ langdistanceruter udgår fra København.

Med leveringen af de to ekstra fly i starten af 2014 sætter Norwegian også tempoet op på udrulningen af langdistancesatsningen. Oprindeligt var det meningen at de tre fly leveret i 2013 først skulle suppleres af yderligere to fly i midten og slutningen af 2014.

Blandt førende europæiske kunder
Norwegian vil blive en af de førende europæiske kunder til den første version af flyet, der hedder Boeing 787-8. Spanske Air Europa, British Airways samt polske LOT har bestilt samme antal af flytypen. De største europæiske operatører af denne flytype bliver i første omgang Air Berlin og Thomson Airways, der hver har bestilt henholdsvis 15 og 13 eksemplarer af flyet.

Det overgår dog ikke japanske All Nippon Airways, der har bestilt 40 fly, mens Air Canada, Qatar Airways og United alle har bestilt mere end 30 eksemplarer af Boeing 787-8 Dreamliner.

Den større model Boeing 787-9 er bestilt i 50 eksemplarer af både United og australske Qantas, mens Air France-KLM med 25 bestillinger forventes at bliver den største flyoperatør af denne flytype sammen med British Airways, der har 24 fly i ordrebøgerne hos Boeing.