Norwegian lancerer taxi-event

Befinder man sig i Norge og får øje på en Norwegian-taxi med lys i fri-skiltet, kan man måske næste dag flyve gratis på en drømmerejse sammen med to venner.

Mange nordmænd har i øjeblikket opmærksomheden rettet mod taxaer af typen Volvo V70. Et sådant køretøj er blevet indrettet som Norwegian Taxi, som i to uger kører rundt i Norge for at markedsføre det norske lavprisflyselskab Norwegian.

Hvis man får øje på Norwegian Taxi og sætter sig ind, når fri-skiltet lyser og taxaen er ledig, så skal man ud at rejse på Norwegians regning. Rejsen finder sted samme dag eller næste morgen. Sådan lyder beskrivelsen af det koncept, der skal få nordmændene til at holde øje med en rødnæset taxa på gadehjørnerne.

Taxaen har plads til tre personer, så man skal holde sig klar med to venner eller familie, hvis man vil gøre brug af tilbuddet om en gratis rejse. Ifølge Norwegian inkluderer rejsen flybillet, hotelophold i et nærmere bestemt antal dage afhængig af destination. Øvrige transportomkostninger og lommepenge, må de heldige dog selv sørge for.

Hopper man ind i en Norwegian Taxi skal man på forhånd have sikret sig, at man er klar til at tage på eventyr. Hele rejsefølget skal have et pas med gyldighed i minimum seks måneder, gyldig rejseforsikring, ESTA-visum (til USA, red.) samt ikke mindst at have sikret sig, at kunne få fri fra job og andre forpligtelser.

Ingen planer i Danmark
Indtil videre behøver danskere ikke at holde øje med den særlige Norwegian Taxi. Der er nemlig ingen aktuelle planer om at lave noget lignende på det danske marked.

“Dette er et koncept, som vi kører i Norge. Det er muligt, at vi kommer til at se det samme i Danmark på et tidspunkt,“ siger Daniel Kirchhoff, der er informationschef i Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

Eventen skal ses som en markedsføring af Norwegian og selskabets evne til at øge rejselysten ved at tilbyde billige flybilletter.

“Med konceptet Norwegian Taxi giver vi nu folk en chance for, på en sjov og spændende måde.at opleve glæden ved en spontan rejse til en af vores fantastiske destinationer,“ understreger Daniel Kirchhoff.

Intet i verden er helt gratis. De rejsende skal læse “det med småt“. Her står nemlig, at man forpligter sig til at dokumentere oplevelsen, og at indholdet af denne dokumentation må kunne benyttes af Norwegian og dennes samarbejdspartnere.